Nellemann åbner stort bilhus i Ishøj

Nellemann åbner et nyt bilhus med både værksted og salgslokaler i Ishøj. Koncernen vil imødekomme stigende interesse for biler fra Kia og MG. 

Nellemann Detail øger aktiviteterne i hovedstaden med et nyt stort bilhus på en 8.500 kvadratmeter stor grund i Ishøj.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Grunden på Baldersbækvej i vestegnskommunen ligger i forbindelse med et trafikalt knudepunkt lige ud til motorring 4, hvor der dagligt kører 70.000 bilister forbi.

– Med den stigende efterspørgsel på elektrisk mobilitet i Danmark, har vi valgt at udvide repræsentationen i Københavnsområdet ved at investere i et nyt stort bilhus, udtaler direktør for Nellemann, Jørgen Gravgaard.

Ifølge direktøren er der tale om en flagskibsbutik, der skal imødekomme den stigende interesse for biler fra henholdsvis Kia og MG.

– Vi vil gerne investere stort i de to mærker, som hver især er ambitiøse omkring omstillingen til elektrisk mobilitet. Samtidig har vi et ønske om at forbedre hele kundeoplevelsen. I det nye bilhus i Ishøj kan vi skabe de perfekte rammer for den bedste kundeoplevelse, udtaler han.

Nellemann har slået dørene op til den nye forretning med både værksted og salgslokaler.

Nellemann har allerede seks detailforretninger i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde, Valby og København Ø.