Ny bypark på Stigsborg forventes færdig i 2026. Foto: Aalborg Kommune.
Ny bypark på Stigsborg forventes færdig i 2026. Foto: Aalborg Kommune.

Syd for Limfjorden er havnearealerne i den centrale del af Aalborg med stor succes blevet omdannet til en havnepromenade, hvor C.F. Møller i samarbejde med Cowi og til dels Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter har genskabt forbindelsen mellem Limfjorden og byens middelaldercentrum.

Nord for fjorden vil Aalborg Kommune genskabe successen med en ny bypark i udviklingsområdet Stigsborg, hvor der over der kommende årtier udvikles en ny bydel med op mod 4.000 boliger samt en skole, daginstitutioner, caféer og butikker.

I samarbejde med SLA anlægges Stigsborg Naturpark, der med udgangspunkt i den aalborgensiske undergrund, skal danne ramme for naturoplevelser og aktiviteter for alle aldre. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Parken bliver en ny naturperle på størrelse med Vestre Fjordpark, der skal give bydelens indbyggere og andre borgere et tiltrængt pusterum med lys, luft og natur, og let adgang til vandet. Parken udgør et savnet grønt støttepunkt mellem fjord og by i den østlige del af det tæt bebyggede Nørresundby. Med den nye park og en ny kystfremrykning, får borgerne så at sige fjorden tilbage, og generelt kommer parken til at forbedre de grønne kvaliteter på denne del af Solsiden, udtaler rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V) i meddelelsen.

Ny bypark på Stigsborg forventes færdig i 2026. Foto: Aalborg Kommune.
Ny bypark på Stigsborg forventes færdig i 2026. Foto: Aalborg Kommune.

Parken grænser desuden op til bydelens nye Børne og Ungeunivers, hvor skolens uderum tænkes tæt sammen med parken.

Parkens ide bygger på Aalborgs undergrund med de mange råstofgrave, den lokale natur og tilknytningen til Limfjorden. Samtidig bliver der trukket spor til industritiden med “Kemirafabrikken” i form af den skulpturelle syretank, der tænkes brugt til kunst.

Mod den nye bydel bliver parken omkranset af en parkpromenade, hvor man kan køre på løbehjul og tage sin daglige løbetur rundt om parken eller gå en tur med barnevognen. Desuden etableres et skateranlæg og en boldbane.

I parkens sydøstlige hjørne anlægges et nyt bådområde, en plads til natur-vandaktiviteter for børn, et Fjordklubhus og en mindre strand.

Mod sydvest afgrænses parken af Børne og Ungeuniversets udearealer, en ny plads kaldet Fjordpladsen, som danner overgangen mellem den nye havnefront og parken, samt planerne om den kommende cykel-gangbro over fjorden.

Hele parken forventes færdig i 2026, dog vil færdiggørelse af hele skaterområdet afhænge af fundraising, skriver Aalborg Kommune.

Læs mere om og se visualiseringer af den kommende bypark på Stigsborg her.