Torsdag den 8. juni 2023 kunne Nordstern fejre rejsegilde på første etape af et projekt i Viby Syd, hvor et tidligere butiksområde transformeres til et nyt byområde med både boliger og erhverv. Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Første etape omfatter en 1.200 kvadratmeter stor Netto-butik og et punkthus, hvor der etableres lager og personalerum til dagligvarebutikken i stueetagen. Fra 1. sal til 5. sal indrettes bygningen med 20 lejligheder, og oven på dagligvarebutikken etableres en fælles tagterrasse på 150 kvadratmeter. Projektet bliver certificeret DGNB Guld.

– Med projektet, fornyr vi et nedslidt butiksområde med helt nye bebyggelser med både boliger og dagligvarer. Området er samtænkt med de omkringliggende boligområder, Rosenhøj og Kjærslund, og udviklet i tæt dialog med både kommunen og de lokale boligforeninger, udtaler Simon Kristensen Schmidt, Teknisk Chef, Nordstern.

LÆS OGSÅ: BYGGERI AF OVER 200 BOLIGER I AARHUS RAMMER TOPPEN

Første etape af projektet blev igangsat i januar. Når hele Viby Syd-projektet er opført tæller det i alt 10.000 kvadratmeter boliger af varierende størrelse foruden dagligvarebutik og en kommende standeranlæg med tilhørende vaskehal til OK. Den tidligere tankstation er blevet nedrevet i forbindelse med opførelsen af første etape.

– Vi ser frem til at levere en flot ny butik til Netto. Vi kan allerede nu se at den arkitektoniske og håndværksmæssige kvalitet er høj. Og vi glæder os over at projektet skrider planmæssig frem i et fint og positivt samarbejde mellem alle parter, udtaler Direktør Lars Hjuler, PRO Developments.

Projektet er udviklet af Nordstern og PRO Developments og opføres af Nordstern. Det er solgt til Koncenton. Første etape af projektet afleveres i april 2024.