Nyt hotel i Hillerød ansætter hotelchef

Zleep Hotels har hotelchefen klar til det nye hotel i Hillerød, som åbner dørene i april 2024. Han kommer fra et hotel, der nu er lukket.

Hotelchef Mattias Karlsson, Zleep Hotel Hillerød. Foto: PR.
Hotelchef Mattias Karlsson, Zleep Hotel Hillerød. Foto: PR.

For godt to år siden kunne PFA Ejendomme, Momentum Plus og HHM tage det første spadestik til det kommende Zleep-hotel på Markedspladsen i Hillerød.

Hotellet åbner efter planen i april 2024, men allerede nu har kæden hotelchefen på plads. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Mattias Karlsson, tidligere hotelchef for det nu lukkede Zleep Hotel Upplands Väsby i Sverige, flytter til det nordsjællandske.

– Mattias Karlsson har været ansat hos os i Zleep Hotels siden maj 2023, og heldigvis er han ligeså begejstret for Zleep konceptet, som vi er for ham og hans ledelsesevner. Jeg er særligt spændt på at se Mattias lede hotellet i Hillerød, så det kan opnå den succes, det fortjener, udtaler director of operations hos Zleep Hotels, Birgitte Nørgaard.

Det 3.000 kvadratmeter store hotel indgår som en del af et 10.200 kvadratmeter stort projekt, der desuden vil inkludere en parkeringskælder og 50 lejligheder. Projektet er tegnet af Mikkelsen Arkitekter.

Zleep Hotel Hillerød. Visualisering: Mikkelsen Arkitekter.
Zleep Hotel Hillerød. Visualisering: Mikkelsen Arkitekter.

Zleep Hotel Hillerød vil rumme lige godt 100 værelser fordelt på fire etager samt en multifunktionel reception med dertilhørende lounge, bar og morgenmadsområde.

– At få muligheden for at åbne og drive et helt nyt hotel – og så ovenikøbet i Hillerød, er jeg meget taknemlig for. Jeg ser meget frem til at arbejde tættere sammen med mine kompetente kolleger i Danmark og resten af Zleep og H World organisationen, udtaler hotelchef, Mattias Karlsson.

Zleep Hotels er en del af Deutsche Hospitalitys brandfamilie. I dag består hotelkæden af snart 14 hoteller i Danmark, et i Spanien, et i Tjekkiet. Desuden har kæden 10 nye hoteller undervejs.

Målet er at drive 40 hoteller i 2025 i samarbejde med Deutsche Hospitality. I marts 2024 åbner kæden også et hotel i Horsens.