Plan om stort feriecenter ved Emmerlev Klev er droppet

Udviklingsselskab dropper planen om et stort feriecenter til 200 millioner kroner ved Emmerlev Klev, da operatøren er sprunget fra.

Udviklingsselskabet Pantheon lancerede i 2022 planen om et stort feriecenter med 65 ferieboliger ved Emmerlev Klev nord for Højer.

Ifølge JyskeVestkysten var indledende aftaler på plads, men den altafgørende underskrift kom aldrig, og nu skylles projektet ud i Vadehavet.

– Årsagen er, at den operatør, der var tiltænkt at skulle drifte projektet, ikke var i stand til at skrive under på en lejeaftale, fortæller direktør Flemming Therkelsen fra udviklingsselskabet Pantheon til JyskeVestkysten.

Læs også: Byggeri af nye ferielejligheder i Søndervig er sat i gang

– Det skyldtes, at operatøren i forløbet blev handlet fra en kapitalfond til en anden, og i den forbindelse blev forhindret i at kunne indgå bindende aftale i en længere periode. Køberetsaftalerne med lodsejeren blev forlænget et par gange, men nu er det endt med, at de er fritstillede til at kunne sælge til anden side. Det har jeg forståelse for, siger han til JyskeVestkysten.

Tidligere har han til samme avis oplyst, at han havde sikret sig forhåndsaftaler om køb af fem ejendomme i området, herunder blandt andet Emmerlev Klev Strandhotel.

Projektet omfattede 65 ferieboliger med 240 sengepladser samt wellnessfaciliteter, restaurant. Der skulle blandt andet etableres ferielejligheder i den eksisterende firelængede gård Klitgården.

Pantheon arbejdede i forbindelse med projektet sammen med Tegnestuen Mejeriet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling