PLH Arkitekter tegner nyt domicil til DLF i Smørum

PLH Arkitekter har sammen med Nordland Arkitekter vundet arkitektkonkurrencen om at tegne et nyt domicil til den globale frøkoncern DLF i Smørum.

PLH Arkitekter skal med Nordland Arkitekter som underrådgiver tegne et 4.200 kvadratmeter stort domicil til DLF. Hovedkontoret placeres i Smørum i Egedal Kommune. Det oplyser DLF i en pressemeddelelse.

Det nye domicil vil blive bygget med bæredygtige materialer, og der vil være fokus på at optimere og nedbringe energiforbruget. Hovedkontoret indrettes med lyse, fleksible kontorområder og fitnesslokaler, loungeområder, en stor kantine, moderne laboratorier, og plantevækstrum.

– Det nye domicil bliver et lyst og imødekommende sted, der vil spejle DLFs DNA og ønske om en moderne arbejdsplads. Den oplevelse vil man få fra det øjeblik, man træder ind i atriummet med direkte kig til faciliteterne til planteforskning og videre ud til den kuperede ådal, udtaler Lars Toksvig, projektansvarlig partner i PLH Arkitekter, i meddelelsen.

Det nye domicil bliver centralt placeret på en “naturskøn grund” ved Kildedal Bakke i Egedal Kommune tæt på S-tog og motorvej. Omkring 100 ansatte får deres daglige gang i bygningen. For at udnytte grundens niveauforskelle og sikre en naturlig harmoni med landskabet og omgivelserne vil bygningens etager ligge forskudt, så de følger det kuperede terræn, skriver DLF.

PLH Arkitekter tegner nyt domicil til DLF i Smørum. Visualisering: PLH Arkitekter.
PLH Arkitekter tegner nyt domicil til DLF i Smørum. Visualisering: PLH Arkitekter.

– Vi har glædet os til at se arkitekternes bud på, hvordan DLFs nye domicil kan se ud, og vi synes, at forslaget fra arkitekterne hos PLH og Nordland rammer plet i forhold til vores værdier og ønsker om et innovativt design med fokus på brugervenlighed og bæredygtighed, udtaler koncerndirektør Søren Halbye fra DLF

I konkurrencen om at tegne det kommende domicil deltog fire forskellige tegnestuer. I dommerbegrundelsen lyder det blandt andet om valget af PLH Arkitekters forslag:

”Det er et bæredygtigt hus med et stærkt narrativ, som afspejler DLFs værdier. Arbejdet med terrænet, og hvorledes dette bliver til et bygget landskab, som præger bygningens indre stemning og udendørsarealer omkring bygningen, er på en gang enkel og overbevisende. Materialer, rummeligheder og dagslys er overbevisende både indvendigt og udvendigt. Overordnet er det et projekt, som indfrier DLFs ønsker særdeles godt.”

Fakta om DLFs kommende domicil

  • Byggeriet af det nye domicil går efter planen i gang i 2023 og forventes færdigt i 2024
  • Det nye domicil bliver cirka 4.200 kvadratmeter stort
  • Omkring 100 medarbejdere får deres daglige gang i bygningen
  • Rambøll er bygherrerådgiver og styrer entreprisen