Realdania køber gammelt elværk og badeanstalt på Bornholm

Realdania By & Byg køber Rønne Gl. Elværk og Badeanstalt. Nu skal der indrettes kontor-, undervisnings- og udstillingsfaciliteter.

Realdania By & Byg køber Rønne Gl. Elværk og Badeanstalt i Lille Madsegade af Bornholms Regionskommune, oplyses det i en pressemeddelelse.

Elværket producerede elektricitet til byen med transformatorer drevet af kul og olie og fungerede frem til 1960, hvor det blev erstattet af større elværker, der kunne producere og transportere elektricitet til mange flere forbrugere via højspændingsnetværket.

Efterfølgende blev elværket benyttet som maskinværksted, men siden slutningen af 1990’erne har elværkets store haller været ubenyttede, mens den tidligere bestyrerbolig og badeanstalt har været anvendt til kontorformål.

Anlægget, der er ét af blot to fredede elværker i Danmark, fremstår ifølge Realdania By & Byg helstøbt og med høj arkitektonisk kvalitet. I de kommende år skal der gennemføres en omfattende restaurering af bygningerne.

– Mange af de små, lokale elværker forsvandt, da de blev erstattet af større og mere effektive anlæg, mens andre er stærkt ombyggede til nye formål, hvilket gør det svært at aflæse deres historie. I Rønne er historien meget intakt og tydelig, og derfor er vi glade for, at vi nu kan være med til at bevare dette anlæg og dets fortælling om udviklingen af det moderne Danmark, siger Peter Cederfeld, administrerende direktør i Realdania By & Byg.

Realdania By & Byg køber Rønne Gl. Elværk og Badeanstalt. Foto: PR.
Realdania By & Byg køber Rønne Gl. Elværk og Badeanstalt. Foto: PR.

Elværket og badeanstalten er tegnet af arkitekt Anton Rosen. Oprindeligt bestod elværket af en maskinhal, en bestyrerbolig og en badeanstalt.

Sidenhen er anlægget udvidet med endnu en maskinhal i 1925, der blev yderligere udvidet i 1938, som er indpasset i Anton Rosens oprindelige anlæg, så det fremstår som en helhed. Det er den del af anlægget, som nu vil undergå en gennemgribende restaurering, mens et par senere opførte lagerbygninger bliver revet ned.

Badeanstalten genskabes ikke som en del af restaureringen, men ombygges ligesom den øvrige del af anlægget til kontor-, undervisnings- og udstillingsfaciliteter, der udlejes til partnerskabet Baltic Energy Island, der arbejder med at udvikle fremtidens bæredygtige elproduktion.

Efter endt restaurering vil Rønne Gl. Elværk og Badeanstalt indgå i Realdania By & Bygs samling af knap 70 historiske ejendomme, som tilsammen repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år.

Som et velbevaret eksempel på bygningstypen ”industribyggeri fra 1900-tallet” er elværket sammen med de øvrige ejendomme i samlingen med til at levendegøre dansk kultur- og bygningsarv og formidle viden om arkitektur, byggeskikke og materialer.

Fakta

Byggeriet

Opført: 1910-1912
Udbygget: 1925 og 1938
Fredet: 2015
Arkitekt: Anton Rosen
Arkitekt – tilbygninger: H.C. Schou, bygningsinspektør i Rønne
Ingeniør: J. P. Spangenberg

Areal

Grundareal: 3.226 kvadratmeter
Bebygget areal: 1.508 kvadratmeter

Handel

Sælger: Bornholms Regionskommune
Køber: Realdania By & Byg
Lejer: Baltic Energy Island

Læs mere om projektet på realdania.dk/roenne-elvaerk.

Kilde: Realdania By & Byg.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling