Selmer Gruppen sælger rækkehuse i Hedensted til Koncenton. Visualisering: Selmer Gruppen.
Selmer Gruppen sælger rækkehuse i Hedensted til Koncenton. Visualisering: Selmer Gruppen.

Selmer Gruppen har solgt et projekt med 42 rækkehuse i i Raunsborgparken ved Constantiavej i Hedensted til Koncenton, oplyses det i en pressemeddelelse. Parterne ønsker ikke at oplyse prisen på handlen, skriver avisen.

Projektet omfatter 3.970 kvadratmeter fordelt på  tre- og fireværelses seniorvenlige boliger i ét plan på mellem 78 og 98 kvadratmeter. Administration og udlejning er i forbindelse med handlen overdraget til GoBolig der varetager den daglige drift af Koncentons ejendomme.

Rækkehusprojektet konverteres efter handlen til et seniorbofællesskab. To af projektets oprindelige 44 boliger bliver konverteret til et fælleshus.

– Vi oplever en enorm efterspørgsel efter seniorboliger. Både fra potentielle lejere og fra investorer, der kan se, at det her er en attraktiv investeringscase. Vi udbyder lige nu vores sjette seniorboligfond, hvor man som investor bliver medejer af en række eftertragtede udlejningsejendomme, som giver et godt afkast baseret på en sund drift, udtaler jurist i Koncenton, Peter Bredholt Huus, i meddelelsen.

Koncenton overtager med handlen dermed i alt 42 rækkehuse, et fælleshus, samt yderligere fællesskabende tiltag såsom petanquebane, orangeri, fælles grill og udefitness.

– Vi har satset på Hedensted som på grund af sin geografiske placering i Trekantområdet og nærheden til E45 er særdeles populær blandt lejerne. Der er rigtig mange arbejdspladser indenfor kort rækkevidde, siger indehaver af Selmer Gruppen, Dennis Grünberger, i meddelelsen.

For nylig godkendte kommunalbestyrelsen i Hedensted lokalplanen for 60 rækkehuse, som Selmer Gruppen ligeledes står bag i området.

Ifølge Hedensted Kommune er der da også stor efterspørgsel på boliger i byen, hvor godt 12.000 af kommunens 47.000 indbyggere bor.