Heidi Baltzer Schmidt, erhvervs- og turismechef i Hedensted Kommune. Foto: PR.
Heidi Baltzer Schmidt, erhvervs- og turismechef i Hedensted Kommune. Foto: PR.

Heidi Baltzer Schmidt tager springet fra erhvervskonsulent til erhvervs- og turismechef i Hedensted Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Hun tiltrådte i 2020 som erhvervskonsulent og har siden da især haft fokus på udviklingen af detailhandlen i kommunen. Hun har stået bag en række kampagner samt tilbud til de lokale forretningsdrivende om kurser i blandt andet salgsoptimering og digital markedsføring.

Heidi Baltzer Schmidt har selv en butiksuddannelse fra Helsam og The Body Shop. Hun har været butiksbestyrer og selvstændig erhvervsdrivende, strategiudvikler, koordinator og PA hos Bestseller Only, brand manager og har en grundlæggende lederuddannelse. Nu erstatter hun så sin tidligere chef Carsten Steffensen.

– Jeg er bevidst om det betydelige ansvar, der følger med at gå i Carsten Steffensens store fodspor. Men med flere års erfaring og indgående kendskab til området, er jeg klar til opgaven. Jeg ser frem til at realisere erhvervspolitikken i tæt samarbejde med virksomhederne i kommunen, udtaler Heidi Baltzer Schmidt.

– Mit mål er at positionere os som det naturlige valg for både eksisterende og nye virksomhed, der ønsker at trives og vokse i Hedensted Kommune.

Også borgmester i Hedensted Kommune, Ole Vind (V), hilser ansættelsen af den nye erhvervs- og turismechef velkommen.

– Med forfremmelsen af Heidi Baltzer Schmidt sikrer vi kontinuitet i det tætte samarbejde mellem Hedensted Erhverv og de lokale virksomheder, detailhandlen og turismeområdet. Hun har i sit hidtidige job som erhvervskonsulent bidraget til tilblivelsen af den nuværende erhvervspolitik, udtaler borgmesteren.

– Jeg tror på, at vi med Heidi ved roret kan fortsætte den positive udvikling, vi gennem de senere år har oplevet med at tiltrække virksomheder og skabe grundlag for produktion, handel, turisme og arbejdspladser i vores kommune, samtidig med at vi sikrer vores erhvervsliv en både smidig og effektiv sagsbehandling.