Skotlander Spirits åbner nu sin egen butik, hvor kunderne kan se produktionslokalerne, mens de smager på dråberne og handler. Det skriver den rom- og ginproducenten med base i Pandrup i en pressemeddelelse.

– Vi har haft god succes med vores webshop under nedlukningen og fundet ud af, at folk gerne vil handle lokalt og nyde noget, der er produceret i lokalområdet. Det vil vi nu gøre endnu bedre, udtaler Line Ibsen, butikschef hos Skotlander Spirits, i meddelelsen.

Samtidig åbner selskabet for, at man kan komme på rundvisninger og til romsmagning. Det er desuden planen at tilbyde arrangementer for både private og virksomheder.

Detailhandlen har over de seneste ti år været presset, og ifølge Dansk Erhverv er over 13 procent af de mindre butikker lukkede. Det ønsker Skotlander Spirits at ændre på.

– Vi vil være lokalt forankret og skabe arbejdspladser, lige her midt i Jammerbugt, så derfor bryder vi tendensen, udtaler Line Ibsen, der har været ansat i Skotlander siden 2020.

Verdens bedste rom og gin

Skotlander producerer en række velkendte mærker indenfor spiritus. Blandt andet Skotlander Rum, der i 2015 vandt prisen som Verdens Bedste Lyse Rom i Miami samt Herbie Gin, der i 2018 vandt den prestigefyldte The Gin Master.

Derudover laver selskabet Great Dane Rom, der er blandt de bedstsælgende af sin slags, samt hyldeblomstlikøren Ellenor.

Butikken har åbent alle hverdage fra klokken 8.00-15.30 på Hjulmagervej 19 i Pandrup.