Udlejning af 83 boliger i Rødovre skydes i gang

De 83 lejligheder i Erantishaven i Rødovre står klar til indflytning fra oktober 2023, og udlejningen er nu skudt i gang. CapMan og Nordstern står bag projektet.

CapMan og Nordstern er i fuld gang med byggeriet af Erantishaven i Rødovre, og nu skal de kommende lejligheder udlejes. Det skal EDC Projekt Poul Erik Bech stå for, oplyser mæglerkæden i en pressemeddelelse.

Projektet omfatter 83 lejligheder med mellem to og seks værelser. De er mellem 65 og 155 kvadratmeter store, oplyser ejendomsmæglerkæden.

Lejlighederne står klar til indflytning fra oktober 2023, og den første prøvebolig er snart klar. Det første åbent hus-arrangement er den 16. april.

– Erantishaven består af 83 DGNB Guld-certificerede boliger i det urbane og pulserende Rødovre Centrum. De kommer til at ligge centralt tæt på rådhuset og med kun 100 meter til det store shoppingcenter Rødovre Centrum og få minutters gang til Damhusengen og Damhussøen. Vi har med projektet en vision om at skabe en mere grøn bykerne med moderne kvalitetsboliger, byliv og rekreative områder, udtaler Robert Feldt, Investment Director, CapMan Real Estate.

– Området har tidligere været præget af erhverv, men nu bliver den skønne beliggenhed udnyttet fuldt ud med moderne lejeboliger, som er tiltænkt blandede aldersgrupper og familiesammensætninger. Byggeriet opføres som en trappeformet bygning, der går fra kælder til femte etage. Ovenpå parkeringskælderen etableres fællesarealer. Vi glæder os til at byde de mange nye beboere velkommen i Erantishaven.

Boligprojektet skal certificeres med DGNB Guld. For at opnå certificeringen er blandt andet betonen fra det gamle erhvervsbyggeri knust og udnyttet som bærelag på byggepladsen og under de fremtidige belægninger. Det svarer til cirka 1.000 tons beton, som er blevet genanvendt på stedet. De eksisterende belægninger bliver også genbrugt.

Kenneth Nielsen, projektdirektør i EDC Projekt Poul Erik Bech, betegner lejlighederne som “lækre kvalitetslejligheder til familier i alle aldre”. Lejepriserne starter fra 10.950 kroner om måneden

– Det er en del mindre end tilsvarende topmoderne lejligheder i København. Rødovre er en by i rivende udvikling, hvor der sker en gennemgribende forvandling af de gamle erhvervsbygninger til blomstrende boligområder, udtaler Kenneth Nielsen.

– Beboerne i Erantishaven får enten adgang til private tagterrasser, terrasser eller altaner, hvor de resterende kvadratmeter af taget dækkes med sedum og solceller. Derudover skabes der friarealer i stueplan, som omkranses af bygningen og dermed skaber private fællesarealer for beboerne.

Han forventer et stort rykind til den første åbent hus-arrangement.

– Vi forventer mange besøgende og en stor interesse for at bo i Erantishaven, og de kommende beboere kommer da også til at flytte ind i et superspændende kvalitetsprojekt.

Erantishaven er tegnet af Sweco Architects med Norconsult som ingeniør. Læs mere om de kommende boliger på projektets hjemmeside: www.erantishaven.dk.