Webshop flytter til ny og større butik i Hillerød

Efter otte succesrige år, heraf seks år i Hørsholm har Shapeit.dk vokset sig så store, at internetbutikken rykker teltpløkkerne op og flytter til Hillerød, hvor de har lejet en 600 kvadratmeter stor ejendom i et erhvervsområde.

Shapeit.dk, der sælger fitnesstøj til kvinder, er vokset ud af deres lokale i Hørsholm. Derfor flytter den populære internetbutik til Hillerød, hvor den familieejede virksomhed har lejet en 600 kvadratmeter stor ejendom i Hillerøds erhvervskvarter.

Den nye ejendom skal bruges til alt fra showroom og kontor til lager og fotostudie. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, som har formidlet lejeaftalen.

– Vi startede i december 2015 med at sælge kvalitetsfitnesstøj til kvinder. Vi startede med at sende pakkerne hjemmefra, men hurtigt fandt vi ud af, at der var et enormt marked for det. Nærmest siden dag ét har vi vokset os større og større, og det resulterede i, at vi åbnede vores nuværende butik i Hørsholm i 2017. Vi er nu nået til et sted, hvor det begynder at knibe med pladsen i Hørsholm, og derfor rykker vi nu videre til Hillerød. Ejendommen på Vølundsvej 19C lever op til alle vores behov, siger Lærke Bro Knudsen, daglig leder og partner hos Shapeit.dk.

– I takt med at vi har vokset os større, er der brug for mere plads på både lager og antallet af kontorpladser. Samtidig er det vigtigt for os at have det hele samlet ét sted, og det er der god mulighed for i den nye ejendom. Derudover er der plads til et stort og flot showroom, som er en vigtig del af forretningen og giver os en unik mulighed for at yde den bedste service til vores dejlige kunder. Der er også plads til at etablere et fotostudie, så vi kan skyde professionelle billeder af vores produkter, fortæller Lærke Bro Knudsen.

Shapeit.dk overtog nøglerne til deres nye lokation den 1. december, og efter et par uger med renovering af lokalet og et nyt skilt på facaden, har den populære internetbutik slået dørene op for deres nye butik og showroom i Hillerød.

I 2018 og 2019 blev Shapeit.dk nomineret i kategorien bedste E-handel virksomhed af FDIH og i 2020, 2021 og 2022 fik den familieejede virksomhed Gazelleprisen af dagbladet Børsen. Shapeit.dk nyder også stor succes i Holland og er også gået ind på det svenske marked for nyligt.

Atypisk ideel placering

Placeringen i et attraktivt erhvervsområde i Hillerød kan virke en smule atypisk, da Shapeit.dk fokuserer meget på en god service og kundekontakt, men ifølge Lærke Bro Knudsen er placeringen rigtig fin for den internetbaserede butik:

– Placeringen er helt ideel for os, ellers havde vi selvfølgelig ikke valgt det. Vi flytter, da vi har brug for yderligere lagerplads, og vi vil stadig gerne holde det hele samlet, så derfor er en placering i et attraktivt erhvervsområde blevet til den ideelle placering. Mændene kan tage i Bauhaus eller kigge på biler i området, og så kan kvinderne komme forbi og kigge på træningstøj.

Jacob Lunding, partner, salgs- og udlejningschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der har formidlet lejeaftalen, stemmer i:

– Det er en rigtig god placering i et attraktivt erhvervsområde med store butikker som Bauhaus, Ilva og forskellige bilforhandlere som naboer. Det sikrer en god menneskestrøm i området. Den modsatte gavl i forhold til indgangen vender ud mod Egespurs Alle, som er en af største indfaldsveje i Hillerød med cirka 11.000 biler passerende i døgnet, der er dermed stor eksponering, siger han.