Dansk glasproducent leverer printglas til Oslos nye lægevagt

Glaseksperten oplever en markant stigning i efterspørgslen på digitalt keramisk printglas. Især på det norske marked er der stor interesse for printglas.

Glaseksperten har netop leveret en løsning med print på facadeglas til Oslos nye, store lægevagt. Det oplyser den danske glasproducent i en pressemeddelelse.

Leverancen til lægevagten i Oslo består af 120 kvadratmeter facadeglas med print, som er anvendt i en del af bygningens tre-lags termoruder. Printglasset fungerer også som solafskærmning.

Ordren er ifølge Glaseksperten blot den seneste i en lang række af ordrer på digitalt keramisk printglas.

Den type glas kan benyttes både indendørs og udendørs og er ifølge glasproducenten modstandsdygtigt overfor vejr og vind. Glasset anvendes til dekoration, afskærmning og markering på eksempelvis glasværn, glasvægge, termoruder og glastrapper.

– Printglas giver nogle åbenlyse fordele, fordi kunderne kan skabe et design, der passer netop til den bygning, som de vil opføre. Kunderne kan selv bestemme mønster og farvekombinationer, fordi vores avancerede glasprinter giver ubegrænsede muligheder for at være kreative. Samtidig er printglas ikke blot en mere æstetisk løsning end silketryk og folie, men den har også længere levetid end f.eks. udvendig folie, udtaler eksportchef Siggi Strandeng fra Glaseksperten.

Glaseksperten har været involveret i processen fra begyndelsen og holdt projektmøder med H-Fasader, som har valgt Glaseksperten som leverandør, samt arkitekterne og Skanska, der er entreprenør på projektet.

– Vi har brugt printglas på de store glasfacader, der er forbundet med hovedindgangen, der vender mod syd. Der er derfor brug for solafskærmning, og det er langt mere hensigtsmæssigt at bruge printglas frem for en motorstyret fysisk afskærmning, som bliver meget lukkede og ekskluderende, fordi de tit ville være lukket i, siger Yann Olav Brandvol, der er Senior Architect ved arkitektfirmaet Nordic – Office of Architecture.

– Printglasset har den effekt, at det kan danne et billede set på afstand og et interessant, mere abstrakt mønster på tæt hold. Vi ønskede at give printglasset et kunstnerisk design med referencer til naturen og den grønne bakke udenfor lægevagten. Samtidig har vi valgt at variere, hvor tæt mønstret i glasset skal være. Vi kan lukke mere sol og varme ind i det store rum på 1. sal, mens vagtrummet ved hovedindgangen kræver et tættere mønster for at skærme mod solen.

Udover facadeglasset med print har Glaseksperten også leveret to- og tre-lags glas, der anvendes andre steder i lægevagten.

Øget efterspørgsel på digitalt keramisk printglas har fået Glaseksperten til at investere i en avanceret glasprinter, der med en opløsning på op til 720 dpi kan gengive farver, grafik og tekst i meget høj kvalitet.

– Efterspørgslen på printglas har været støt stigende, og lige nu mærker vi meget stor interesse for printglas. Det skyldes blandt andet, at kunderne er blevet mere bevidste om, at printglas kan bruges til mange forskellige formål, har lang holdbarhed, giver kreativ frihed og giver point i forbindelse med DGNB-certificeringer. Vi får især mange henvendelser fra Norge, hvor efterspørgsel er kraftigt stigende – både når det gælder printglas og vores mange andre løsninger, siger Siggi Strandeng.