Amerikanske Prime bygger nyt datacenter på Energivej i Sæby ved Frederikshavn. Visualisering: Prime.
Amerikanske Prime bygger nyt datacenter på Energivej i Sæby ved Frederikshavn. Visualisering: Prime.

Det amerikanske selskab Prime med base i Santa Clara i Californien bygger sit første datacenter uden for USA i Sæby syd for Frederikshavn. Det bliver 100.000 kvadratmeter stort og opføres i tre etager på Energivej. Det skriver Nordjyske.

– Lokalplan og alt andet har været klappet og klart. Det eneste, vi har manglet, var en investor. Det har vi fået nu, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), til Nordjyske.

– Det kan godt være, vi selv synes, vi ligger langt ude i provinsen, men vi ligger faktisk midt i Europa ved porten til Skandinavien, påpeger hun over for avisen.

Nordjyske skriver, at datacentret vil bestå at tre datacentre på hver fire haller. Det bygges på et areal, der i dag er dækket af solceller. Overskudsvarmen fra driften af datacentret sendes til gengæld videre til det lokale fjernvarmenet og bliver fra start CO2-neutralt og 100 procent drevet med grøn energi.

Efter planen skal varmeværket skal levere kølevand til det nye datacenter, som derefter i opvarmet tilstand pumpes tilbage til varmeværket til gavn og glæde for varmeværkets kunder blandt de knap 9.000 indbyggere i Sæby, skriver Nordjyske.