Den samlede museumsoplevelse på Mosede Fort skal udvides med en ny museums- og restaurantbygning. Der skal afholdes den arkitektkonkurrence om projektet. Foto: Mosede Fort.
Den samlede museumsoplevelse på Mosede Fort skal udvides med en ny museums- og restaurantbygning. Der skal afholdes den arkitektkonkurrence om projektet. Foto: Mosede Fort.

Greve Kommunes museum om tiden under 1. Verdenskrig, Mosede Fort 1914-18, har indsamlet 71 millioner kroner til at bygge en ny museumsbygning og udvikle den eksisterende udstilling.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Greve Museum har fået tilsagn om 22 millioner kroner fra Realdania, mens A.P. Møller Fonden spæder til med 11 millioner kroner. Det kommer 10 millioner kroner fra Augustinus Fonden og 8 millioner kroner fra Louis-Hansen Fonden.

Greve Kommune bidrager med 13 millioner kroner, mens der kommer 2 millioner kroner fra Genopretningspuljen. Desuden har Greve Museum modtaget 5 millioner kroner på Finansloven 2018, og de penge kan efter aftale med Slots- og Kulturstyrelsen også anvendes til projektet.

LÆS OGSÅ: GREVE KOMMUNE VIL SÆLGE TRE ERHVERVSGRUNDE

– En ny museumsbygning med velkomstområde, restaurant og udstilling vil løfte hele området, og det glæder jeg mig til, udtaler borgmester i Greve, Pernille Beckmann (V).

Kommunen har tidligere oplyst, at en arkitektkonkurrence var under opsejling. Nu er man kommet tættere på en dato.

I løbet af perioden april-oktober 2024 skal politikerne i Greve Kommune godkende udbudsmaterialet til en kommende arkitektkonkurrence og totalrådgiverudbuddet.

Arkitektkonkurrencen og totalrådgiverudbuddet afholdes i løbet af perioden fra november 2024 til juni 2025.

Entreprisen udbydes i slutningen af 2025 eller i løbet af 2026, så byggeriet kan sættes i gang i december 2026. Efter planen står den nye museumsbygning klar til at tage imod gæster i november 2028.