For 8,8 millioner kroner købte IT- og slotsdirektør Mads Hedegaard sammen med sin partner Rasmus Skovmark for et par år siden Bramslev Bakker ved Mariager Fjord vest for Hobro.
Ny er makkerparret i fuld gang med at omdanne campingpladsen til et såkaldt naturhotel og eventsted.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra deres fællesejede anpartsselskab Adventure Denmark.
Hovedbygningen er under renovering og får både et nyt tag og fire nye værelser med udsigt over fjorden. Derudover bliver der etableret konferencelokaler, og gæster vil kunne overnatte i vikinge-telte designet af Jim Lyngvild.
Læs også: Campingplads omdannes til nyt sommerhusområde med pensionat
– Vi ser transformationen af Bramslev Bakker som et skridt mod at skabe en enestående destination for virksomheder, der ønsker at kombinere forretning med unikke naturoplevelser. Samtidig vil vores glamping-gæster få en helt særlig oplevelse i disse naturskønne omgivelser, udtaler Mads Hedegaard, direktør i Adventure Danmark.
Restauranten har gennemgået en totalrenovering. Dermed kan Bramslev Bakker allerede nu tilbyde både telte, små træhytter og konferencefaciliteter til både store og små arrangementer.
De 28 kvadratmeter store vikinge-telte er indrettet med senge og “autentiske vikinge-elementer”, mens den 280 kvadratmeter store bjælkehytte kan lejes til “private dining” og overnatning for op til ti gæster.
Læs også: Rift om de danske campingpladser med hytter
Bramslev Bakker har allerede været vært for store events, herunder internationale konsulenthuse og en verdenskendt whiskyproducent, oplyser Adventure Denmark.
I sommeren 2023 blev der afholdt koncerter med kunstnere som Mads Langer, Tim Christensen og Søs Fenger i forbindelse med Sommersol Festival.
– Vores mål er at kombinere naturoplevelser med moderne komfort, samtidig med at vi respekterer områdets historie og natur, forklarer Mads Hedegaard.
Han påpeger, at Bramslev Bakker kan rumme op til flere tusind deltagere og tilbyder moderne teknologiske løsninger til erhvervsarrangementer.