Københavns Zoo bygger biodiversitetscenter til 120 millioner

Finansieringen er på plads, og pengene til det nye biodiversitetscenter ved Københavns Zoo kommer fra både private bidragsydere og fonde.

Zoologisk Have i København har fået tilsagn om de sidste millioner, der gør det muligt at bygge Biodiversitetscenter Zoo.

Biodiversitetscentret skal være centrum for alle de aktiviteter omkring biodiversitet og beskyttelse af truede arter, som haven er involveret i.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Internationalt har vi feltprojekter på seks kontinenter, som er en væsentlig del af Zoos arbejde for at redde truede arter og formidle om den globale biodiversitetskrise. Så vi er allerede en vigtig aktør, og kan nu få en endnu større stemme. Dertil kommer, at det rent praktisk bliver muligt at invitere vores gæster ind og se vores arbejde bag kulissen, udtaler administrerende direktør i Zoo, Pernille Mehl.

Skovejer Carsten Følsgaard er den største private bidragsyder til projektet, og derudover gør millionbevillinger fra Novo Nordisk Fonden, Augustinus Fonden, Alfred Benzons Fond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden, Skibsreder Per Henriksens Fond, Louis Petersens Legat og William Demant Fonden det muligt at bygge det nye center på hjørnet af Roskildevej og Søndre Fasanvej.

Udover indkig til forskning, laboratorier og dyreklinik, vil Zoos gæster kunne følge med i arbejdet i felten i Grønland, Sydafrika, Brasilien og andre steder gennem en spektakulær videoinstallation.

Biodiversitetcenter Zoo er tegnet af Christensen & Co Arkitekter, og byggeriet sættes efter planen i gang i begyndelsen af 2025. Biodiversitetscentret forventes færdigbygget i slutningen af 2026.