Hæder til naturprojekt ved Vamdrup

Landmand Peter Bjørnshauge Jensen får mindelegat for naturprojekt på gården Grænseminde ved Vamdrup sydvest for Kolding. Pengene skal bruges på mere natur.

Landmand Peter Bjørnshauge Jensen har fået tildelt E.M. Dalgas’ Mindelegat for sit omfattende naturprojekt på og omkring gården Grænseminde uden for Vamdrup sydvest for Kolding.

Flere naturområder og variationer i landskabet er skabt til glæde for både dyr, lokale og besøgende, lyder det i en pressemeddelelse fra Hedeselskabet, der administrerer mindelegatet.

Peter Bjørnshauge Jensen og hans hustru Dorthe er sammen med deres tre børn tredje generation på gården.

Steen Vincens Riber og Carsten Damgaard fra HedeDanmark var til stede for at overrække legatet, hvor der følger 40.000 kroner med. Legatet gives, da det er yderst sjældent, at en person ofrer så meget ad frivillighedens vej og går så stærkt ind i arbejdet med at skabe mere og bedre natur med høj grad af biodiversitet, skriver Hedeselskabet.

Siden overtagelsen af Grænseminde og det 130 hektar store landbrug med produktion af smågrise i år 2000, har Peter Bjørnshauge Jensen løbende udviklet naturprojektet og arbejdet på at øge den kulturelle værdi. Således er der i dag etableret 13 småbeplantninger i det åbne land, to søer på henholdsvis 0,6 og 1 hektar i størrelse, plantning af lindetræer langs den offentlige vej samt et helt nyt miljø omkring gården med mere beplantning og nye indkørsler.

– Det har været et mål for os at lave et område, som ikke druknede i landbrug og drift, fortæller Peter Bjørnshauge Jensen.

Variation skaber nye muligheder

Naturprojektet på og omkring gården Grænseminde ved Vamdrup hædres med E.M. Dalgas’ Mindelegat, der administreres af Hedeselskabet. Foto: PR.
Naturprojektet på og omkring gården Grænseminde ved Vamdrup hædres med E.M. Dalgas’ Mindelegat, der administreres af Hedeselskabet. Foto: PR.

Jagt har også en stor betydning på Grænseminde, og jo mere variation der bliver skabt i landskabet, jo bedre er det for vildtet i naturen.

Samtidig gavner det også mange andre dyrearter, påpeger Peter Bjørnshauge Jensen, der virkelig holder af naturen og det at gå og plante, save med motorsaven og gøre det smukt.

– Mange der kommer hertil spørger, om vi egentlig har dyr? For det har de ikke umiddelbart lagt mærke til, og det er jeg glad for, siger Peter om at lykkes med sine visioner.

Mindelegatet fra Hedeselskabet skal efter planen gå til etablering af nye beplantninger samt en forlængelse og videreførelse af lindetræerne langs vejen til den modsatte side af gården.

Om E.M. Dalgas’ Mindelegat

Legatet administreres af Hedeselskabet, og legatet har til formål at støtte initiativer, som medvirker til beplantning, læplantning, opdyrkning og kultivering eller andet, der omfattes af Hedeselskabets formålsparagraf. Legatet kan udbetales til personer, institutioner eller sammenslutninger.

Der er deadline 15. april 2023. Ansøgningsskema kan findes på Hedeselskabets hjemmeside.