Historisk staldbygning i Kolding omdannes til museum

C.F. Møller Architects løfter sløret for forslag til Museum Koldings plan om at omdanne staldbygning ved Koldinghus til museum.

C.F. Møller Architects står bag skitserne til transformeringen og restaureringen af staldgården, som Museum Kolding planlægger at omdanne til museum.

Det skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Udover de klimavenlige aspekter, det rummer, så er det også altid spændende at arbejde i feltet mellem bevaring og fornyelse, hvor transformationer og renoveringer skal skabe bygninger, der fungerer til nutidens krav og forventninger og som samtidig fastholder sin historiske arv, udtaler Rune Bjerno Nielsen, partner, arkitekt og chef for C.F. Møllers konkurrenceafdeling i Aarhus.

Staldene blev oprindelig bygget til kongeslottet Koldinghus, som senest er renoveret under ledelse af Inger og Johannes Exner. Gennem tiden har det 5.600 kvadratmeter store bygningskompleks huset stutteri for forsvaret, hovedkvarter for Gestapo og jobcenter.

Nu skal bygningen åbnes for offentligheden og sammen med kongeslottet Koldinghus udgøre et bygningskompleks, der er et historisk vartegn, et levende mødested for lokale og et dynamisk centrum for formidling, viden og oplevelser for alle besøgende.

Læs også: Vinder af arkitektkonkurrence om ny bygning til Geografisk Have er fundet

– Det er en ambition, at Staldgården bliver et kulturelt kraftcenter i byen, der understøtter samarbejde med både lokale, nationale og internationale aktører og skaber nærværende og relevant formidling, viden og oplevelser for alle, udtaler Rune Lundberg, museumsdirektør for Museum Kolding.

Projektet indeholder en omfattende bygningsanalyse af de forskellige bygningsdele. C.F. Møller Architects har i et tæt samarbejde med Museum Kolding udarbejdet principper for museumsdesignet på baggrund af en muligheds- og behovsanalyse.

Med udgangspunkt i bygningens fredning, som sætter fokus på Nicolai Eigtveds genopførelse i 1736, er transformationen og restaureringen skitseret med staldgårdsmotivet som et bærende element gennem hele museumsoplevelsen, skriver arkitektvirksomheden.