KFI køber Rotunden i Hellerup af Dades

Købmandsfonden KFI har købt Rotunden på Strandvejen i Hellerup. Dades sælger bygningen, der er tegnet af Henning Larsen for 216 millioner kroner.

KFI køber Rotunden i Hellerup af Dades. Bygningen er tegnet af Henning Larsen og rummer blandt andet en Meny-butik. Foto: PR.
KFI køber Rotunden i Hellerup af Dades. Bygningen er tegnet af Henning Larsen og rummer blandt andet en Meny-butik. Foto: PR.

Købmandsfonden KFI har købt ejendommen Rotunden på Strandvejen i Hellerup. Den ikoniske bygning er tegnet af Henning Larsen.

Dades har solgt ejendommen med overtagelse den 1. april 2023.

Købsprisen ligger i niveauet 216 millioner kroner, oplyser KFI i en pressemeddelelse.

– Vi er meget glade for købet. Vi har længe haft kig på Rotunden, fordi den passer perfekt ind i vores opkøbsstrategi med fokus på velbeliggende kvalitetsejendomme, der huser en selvstændig købmand, udtaler Terje List, der er administrerende direktør i KFI.

Ejendommen er opført i 1995, og siden åbningen har der ligget et stort supermarked i stueetagen – de seneste år en af Danmarks største Meny-butikker.

LÆS OGSÅ: EJENDOMME GIVER KFI REKORDHØJT DRIFTSRESULTAT

I størstedelen af KFI’s ejendomme er der netop mindst et lejemål med en dagligvareforretning, og KFI er i alt udlejer til cirka 150 dagligvarebutikker, heraf godt 100 selvstændige købmænd.

KFI køber Rotunden i Hellerup af Dades. Bygningen er tegnet af Henning Larsen og rummer blandt andet en Meny-butik. Foto: PR.
KFI køber Rotunden i Hellerup af Dades. Bygningen er tegnet af Henning Larsen og rummer blandt andet en Meny-butik. Foto: PR.

Dermed er KFI den største uafhængige udlejer til dansk dagligvarehandel.

– Vi var åbne overfor dialogen med KFI, da de henvendte sig. Salget følger vores investeringsstrategi om at øge kontor og boligporteføljerne og ejendommens primære anvendelse er til butiksanvendelse. Derfor er der også tale om en god aftale for begge parter, udtaler investeringsdirektør Niels-Peter Edvardsen fra Dades.

Han understreger, at Dades fortætter som naboer til ejendommen og i øvrigt stadig ejer fem andre, markante ejendomme i området, herunder Waterfront.

Ejendommen Rotunden består, udover det karakteristiske, keglestub-formede tårn, af to tilstødende etagehus bebyggelser. KFI’s køb omfatter godt 5.000 kvadratmeter erhverv, hvoraf supermarkedet udgør 3.300 kvadratmeter. Boligerne oven over er private ejerlejligheder.