Klaus Machmüller bliver ny direktør for Bygma Tønder

Bygma har udnævnt Klaus Machmüller til ny direktør for Bygma Tønder per 1. januar 2020.

Klaus Machmüller er i dag direktør for Bygma Skærbæk, og fra årsskiftet vil han være direktør for både Bygma Tønder og Bygma Skærbæk, skriver Bygma i en pressemeddelelse.

“Klaus Machmüller er udlært inden for lager og logistik i Bygma Aabenraa. Han kom senere til Bygma Esbjerg som sælger og efter en periode som salgschef uden for Bygma, tiltrådte han i 2016 jobbet som direktør for Bygma Skærbæk. Her har han stået i spidsen for en flot udvikling af forretningen, som i dag har mange professionelle håndværkskunder og en dedikeret medarbejderstab”, skriver Bygma.

“De to forretninger ligger geografisk tæt, og med Klaus Machmüller i spidsen styrker Bygma det gode samarbejde mellem Bygma Tønder og Bygma Skærbæk”, skriver Bygma videre.

Bygma oplyser, at Klaus Machmüller selv bor i Tjæreborg og har godt kendskab til lokalområderne i syd- og sønderjylland.

“Han ser frem til nye udfordringer og større ansvar, og vil fremover dele sin tid mellem de to forretninger”, skriver Bygma.

Om Bygma Gruppen

Bygma Gruppen beskæftiger cirka 2.400 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer til både større og mindre byggerier. Bygma Gruppen havde i 2018 en omsætning på cirka7,9 milliarder kroner.