Luksusboliger plages af skimmelsvamp, vandskader og pibelyde

Lejlighederne til 20-70 millioner kroner på Tuborg Havnepark i Hellerup er plaget af skimmelsvamp, vandskader og pibelyde.

NCC har været totalentreprenør på byggeriet af de luksuriøse lejligheder på Tuborg Havnepark i Hellerup.

Priserne svinger mellem 20 og 70 millioner kroner, og så forventer man nok, at alt er i orden. Og lidt til.

Sådan forholder det sig dog ikke, skriver Berlingske.

Ifølge avisen har købere af lejlighederne i prestigebyggeriet oplevet vand- og fugtskader, der har ført til skimmelsvamp og træk ind i rummene, der skaber pibelyde, når det blæser, i lejlighederne ved Øresund.

LÆS OGSÅ: NCC AFLEVERER 50 LEJLIGHEDER PÅ TUBORG STRANDENG TIL DANICA

– Der er sket svigt i flere led i dette byggeri, og der har vi også fejlet. Jeg synes egentlig, vi har et solidt og konkret kvalitetssikringssystem, men alligevel skulle vi have været mere opmærksomme, da der er tale om et komplekst projekt. Det er den læring, vi vil tage med os. Det er et svært hus, og det skulle vi have gjort bedre, erkender NCC’s direktør for boliger i Østdanmark, Esper Christophersen, over for Berlingske.

Projektet opføres af NCC for Danica Ejendomme og er tegnet af Lundgaard & Tranberg, mens Cowi har været bygherrerådgiver.