Masser af salg af grunde i Gørding

I begyndelsen af maj satte Esbjerg Kommune 27 nye grunde i Gørding til salg, og en måned efter er der allerede solgt otte grunde og endnu tre kan være tæt på et salg.

Ifølge en pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune havde cirka 50 interesserede personer på forhånd skrevet sig op til at modtage salgsmaterialet, så snart at grundene på Bavnehøj blev udbudt. Det skete den 5. maj, og inden den 20. maj skulle potentielle købere skulle tilkendegive interesse for en eller flere grunde.

Esbjerg Kommune modtog henvendelser fra otte interesserede. Ifølge kommunen tiltrak især to grunde sig flere køberes opmærksomhed. Det resulterede i budrunder på de to grunde, men i sidste ende fik alle interesserede købere en grund.

– Otte solgte grunde står som en rigtig flot start for udstykningen på Bavnehøj, og interessen ser ud til at fortsætte med tre reserverede grunde. Gørding har meget at byde på, og vi har manglet at kunne styrke bosætningen i forhold til den gruppe, som ønsker at bygge i et nyt kvarter. Det har Gørding Lokalråd været opmærksomme, og de har skubbet på for at få udstykningen på plads, udtaler borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V) i meddelelsen.

Tæt på den nye udstykning slynger Holsted Å sig gennem landskabet. Foto: Esbjerg Kommune.
Tæt på den nye udstykning slynger Holsted Å sig gennem landskabet. Foto: Esbjerg Kommune.

Grundene i den nye udstykning varierer i størrelse fra 696 kvadratmeter og op til 1.152 kvadratmeter. Ifølge Esbjerg Kommune tager størrelserne på de enkelte grunde hensyn til, at man som nybygger har forskellige behov og drømme for et nyt hus. Kommunen fremhæver den flotte natur i området, samt at køberne får en central placering, da Bavnehøj er en sidevej til Aikevej, som forbinder Gørding og Bramming.

Gørding ligger omkring 15 kilometer vest for Esbjerg, og stationsbyen har godt 1.700 indbyggere.