Ribe Boligforening står bag byggeriet af de nye almene boliger på Nipsvej. Visualisering: Graa Arkitekter.
Ribe Boligforening står bag byggeriet af de nye almene boliger på Nipsvej. Visualisering: Graa Arkitekter.

Fredag den 19. april klokken 12 markeres en vigtig milepæl for Ribe Boligforening, når byggeriet af 21 nye almene boliger på Nipsvej går ind i næste fase.

Det skriver boligforeningen i en pressemeddelelse.

– Vi ser i den grad frem til at kunne fejre rejsningen af de nye og attraktive boliger på Nipsvej og glæder os til at markere dagen med samarbejdspartnere og kommende beboere, udtaler formand for Ribe Boligforening Nis Peter Heinsen.

På dagen vil der være taler ved borgmester i Esbjerg kommune Jesper Frost Rasmussen (V), formand for Boligkontoret Danmark Klaus Bentzen, formand for Ribe Boligforening Nis Peter Heinsen samt repræsentanter ved CM Byg, der er hovedentreprenør på projektet. Boligkontoret Danmark er byggeforretningsfører.

Ti boliger bliver til 21  

Oprindeligt lå der ti boliger på Nipsvej, som Ribe Boligforening undersøgte mulighederne for at renovere.

Læs også: Gammel politistation i Ribe omdannes til seniorbofællesskab

Efter grundige byggetekniske undersøgelser er man endt med det nuværende projekt, hvor de oprindelige boliger er revet ned, og der opføres 21 helt nye almene lejeboliger. Samlet løber projektet op i knap 50 millioner kroner.

Projektet er tegnet af Graa Arkitekter. Boligerne opføres i tæt-lav byggeri i et plan og hver af husene får en teglfacade med mursten i rødlige nuancer og sorte tegltage.

Derudover får hver bolig en terrasse på begge sider af huset samt egen carport og skur.  Kvadratmeterne bliver mellem 75-97 kvadratmeter, der fordeles på to, tre eller fire rum.

Boligerne forventes klar til indflytning november 2024, og der afholdes åbnet hus arrangement senere på året. Rejsegildet er forbeholdt samarbejdspartnere og pressen.

Boligtyper og -priser

De nye boliger kommer til at bestå af tre boligtyper. Alle boliger bliver i ét plan men vil have forskellige størrelse. Kvadratmeterne bliver mellem 75-97 kvm, der fordeles på to, tre eller fire rum.

Boligtype A (2 styk): 
Her får du 75 kvm fordelt på to rum. Huslejen forventes at udgøre 6.125 kroner eksklusive forbrug.

Boligtype B (16 stk.):
Her får du 85 kvm fordelt på tre rum. Huslejen forventes at udgøre 6.942 kroner eksklusive forbrug.

Boligtype C (3 stk.):
Her får du 93 eller 97 kvm fordelt på fire rum. Huslejen forventes at udgøre henholdsvis 7.595 kroner eller 7.992 kroner eksklusive forbrug.

Bemærk at ovenstående tal er foreløbige og kan nå at ændre sig inden indflytning.

Kilde: Boligforeningen Ribe.