Medie: Dreamteam vil udvikle Pier 3 på Aarhus Ø

Milliardær, lokale byudviklere, pensionsselskab, byplanlægger, to arkitektvirksomheder og en filosof vil sammen udvikle Pier 3 på Aarhus Ø.

Politkerne i byrådet i Aarhus besluttede i august 2022, at Aarhus Kommune sammen med en investor skal udarbejde en udviklingsplan for Pier 3 som grundlag for stiftelsen af et arealudviklingsselskab.

Den private investor indskyder kapital, der modsvarer værdien af de indskudte arealer.

Ifølge Århus Stiftstidende har kommunen ved udbudsfristens udløb fredag den 23. februar 2024 kun modtaget et enkelt bud på opgaven.

Buddet kommer til gengæld fra et hold, der består af to parter. På den ene side består det ifølge avisen af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen sammen med Kilden & Hindby, og på den anden side af Martin Busk, AP Ejendomme og rådgivningsvirksomheden Voluntās med filosof og erhvervsmand Morten Albæk i spidsen.

Læs også: Projekt med 600 boliger i Aarhus sendes i høring

– Hvorfor skulle vi ikke samarbejde om noget, der er så stort og så vigtigt for byen? Det er virkelig en unik mulighed for at udvikle et stort område i sammenhæng, vi får her, hvis vi ender med at få vores bud accepteret, siger Martin Busk til Århus Stiftstidende.

Holdet har allieret sig med arkitektfirmaerne Sleth, Cobe og Briq.

Pier 3 indgår som en del af sidste etape af Aarhus Ø og er et af de sidste ubebyggede arealer i midtbyen. Foruden boliger skal området også rumme blandt andet grønne byrum og vandaktiviteter.

Området omfatter et areal på 100.000 kvadratmeter, og der lægges op til, at det skal bebygges med mellem 140.000 og 180.000 kvadratmeter, hvoraf 100.000 kvadratmeter vil være boligbyggeri. Af de kommende boliger skal 25 procent være almene boliger.

Læs også: Her skal der bygges nye boliger i Aarhus i de kommende år

I det omfang der etableres parkering i konstruktion på terræn, vil parkeringshusenes etagemeter indgå i det samlede etagemeteromfang og dermed fragå muligheden for andet byggeri.

Der skal i perioden fra maj 2024 til andet kvartal 2025 udarbejdes en udviklingsplan for området. Når udviklings- og realiseringsplanen forventeligt bliver politisk godkendt i andet kvartal 2025, stiftes et arealudviklingsselskab, hvorefter lokalplanarbejdet kan igangsættes.

Ifølge Århus Stiftstidende forventes det, at de første byggerier i området kan gå i gang i 2027.