MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup

EBH Byg Entreprise skal stå for byggeriet af 41 nye boliger i Adams Have i Jyderup for MNV Bolig. Kullegaard har sat stregerne til projektet.

MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup. Skitse: Kullegaard.
MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup. Skitse: Kullegaard.

MNV Bolig står bag et projekt med 19 almene familieboliger og 22 almene ældreboliger  i Adams Have i Jyderup.

Projektet har været i udbud, og den samlede anskaffelsessum er på 92,8 millioner kroner, hvilket er 1,8 millioner kroner mere end oprindeligt planlagt.

Området udvikles i samarbejde med den private ejendomsudvikler Berg & Juul Invest, og de almene boliger skal opføres i totalentreprise af EBH Byg Entreprise.

Den 28. februar godkendte politikerne i kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune økonomien i projektet.

– Jeg tænker, at det er en rigtig god sag at få skabt nogle flere boliger ude i Jyderup, sagde formand for Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, Lars Qvist (S), på kommunalbestyrelsesmødet.

MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup. Skitse: Kullegaard.
MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup. Skitse: Kullegaard.

I samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Henry Jensen A/S har Kullegaard udarbejdet et skitseprojekt for de kommende 41 nye boliger i Adams Have.

Bebyggelsen opføres som rækkehuse i ét plan med varierende boligtyper for både ældreboligerne og familieboligerne.

Læs også: Prisen stiger på alment boligbyggeri mellem Holbæk og Jyderup

“Bygningskroppene er disponeret med små vinklinger mellem de enkelte boligstokke, så der opstår forskellige kig gennem bebyggelsen. Kiggene giver visuel kontakt til de grønne beplantningsbælter, der ligger uden for projektområdet langs områdets vestlige afgrænsning”, fremgår det af projektbeskrivelsen.

Den gennemsnitlige husleje kommer til at ligge på 1.231 kroner per kvadratmeter årligt eksklusive forbrugsafgifter. Familieboliger bliver mellem 88 og 95 kvadratmeter store med tre-fire værelser, mens ældreboliger bliver mellem 64 og 84 kvadratmeter store og får to-tre værelser.

Motorvej sætter fart på MNV Boligs vækststrategi

MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup. Skitse: Kullegaard.
MNV Bolig bag projekt til 93 millioner i Jyderup. Skitse: Kullegaard.

MNV Bolig med base i Holbæk har i forvejen over 1.600 familie-, ældre- og plejeboliger fordelt på 14 afdelinger i Midt-, Nord- og Vestsjælland.

De kommende boliger i Jyderup opføres som led i MNV Boligs vækststrategi, der udspringer af forlængelsen af motorvejen fra København til først Holbæk Vest og siden helt til Kalundborg.

Ifølge boligorganisationen forventes motorvejen at skabe flere tusinde nye arbejdspladser, og derfor er MNV Bolig i fuld gang med at forberede sig til den nye virkelighed.

Boligorganisationen holder skarpt øje med udviklingsmuligheder langs motorvejsstrækningen og har blandt andet Uggerløse, Svebølle og Mørkøv samt Kalundborg i sigtekornet.

Læs også: Over 100 lejeboliger på vej i Holbæk

I Kalundborg er MNV Bolig allerede repræsenteret med Biblioteksgården og Klostervænget samt projekter omkring Kalundborg Bymidte.

MNV Bolig oplyser, at der har været stor interesse for boligerne i Adams Have, og den almene boligorganisation forventer, at der vil blive bygget flere boliger i en etape to.

De kommende boliger i Adams Have

Familieboligerne

Antal boliger Antal rum Antal kvadratmeter Månedlig husleje
10 3 88 9.028 kroner
9 4 95 9.746 kroner

Ældreboligerne

Antal boliger Antal rum Antal kvadratmeter Månedlig husleje
7 2 64 6.566 kroner
5 2 76 7.797 kroner
10 3 84 8.617 kroner

Kilde: Holbæk Kommune.