H2 Energy Europe offentliggør i dag, at de har modtaget miljøgodkendelsen til deres brintproduktionsanlæg på 1 gigawatt i Esbjerg. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), forventer, at anlægget vil få “enorm betydning for byen”.

– Projekter som dette vil skabe kæmpe erhvervsmuligheder for Esbjerg Kommune, i Danmark og i Europa. H2 Energy Europe vil uden tvivl være med til at tiltrække yderligere PtX-virksomheder til byen. Dog er der stadig behov for klarhed vedrørende placeringen af brintrørledningen og dens forventede etablering, hvilket er afgørende for realiseringen af en robust brintindustri i Danmark, udtaler borgmesteren.

Anlægget med en elektrolysekapacitet på 1 gigawatt vil ifølge H2 Energy Europe bidrage til den lokale økonomi ved at skabe cirka 60 permanente job og op mod 700 job i anlægsfasen. Derudover vil anlægget generere CO2-neutral overskudsvarme, som har potentiale til at levere fjernvarme til flertallet af husstande i Esbjerg.

– Vores anlæg skal også revolutionere måden, hvorpå vi udnytter spildevand. Vandet fra det lokale rensningsanlæg skal omdannes til grøn brint. Den innovative tilgang forventes at absorbere mere end en million kubikmeter vand årligt til elektrolyse og dermed markant reducere belastningen på drikkevand og grundvand samt fremme vores mission mod en bæredygtig udvikling, siger Mark Pedersen, operations manager hos H2 Energy Europe, i meddelelsen.

H2 Energy Europes projekt afhænger af, om den planlagte brintrørledning, der spiller en afgørende rolle i distributionen af den grønne brint, bliver færdiggjort inden 2028, som det forventes. Rørene skal sende brinten til andre lande i Europa og dermed styrke Danmarks økonomi.

Miljøgodkendelsen udgør dog under alle omstændigheder en betydelig milepæl for projektet, fastslår H2 Energy Europe.