Nordicals formidler salg af Beierholms domicil i Aalborg. Foto: PR.
Nordicals formidler salg af Beierholms domicil i Aalborg. Foto: PR.

Revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholms nuværende domicil på Voergårdvej 2 i Aalborg er netop solgt til lokal ejendomsinvestor.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordicals Aalborg, som har formidlet handlen, der gennemføres med overtagelse per 15. april 2024.

Gennem de seneste seks år har Beierholm fordoblet antallet af medarbejdere, så antallet af medarbejdere nu overstiger 1.900 ansatte på mere end 40 kontorer i Danmark.

I september 2023 offentliggjorde Beierholm, at de havde købt kontordomicilet, der tidligere husede Det Nordjyske Mediehus på Langagervej 1 i Aalborg Øst, idet de således var vokset ud af deres cirka 4.300 kvadratmeter store, eksisterende domicil på Voergårdvej i Aalborg.

Efter købet af det nye domicil på Langagervej i slutningen af 2023 startede en større planlægning af såvel ombygning af og flytning til det nye hovedkontor, og Beierholm flytter ind i de nye rammer 1. juni 2024.

Læs også: Erhvervsmægler: Der er mangel på moderne kontorer i Aalborg

I starten af 2024 blev Nordicals Aalborg tilknyttet Beierholm som rådgiver og erhvervsmægler i forhold til salget af det nuværende domicil.

– Nordicals Aalborg har mere end 35 års tilstedeværelse i Aalborg, og vi er blandt andet specialister i rådgivning og salg af denne type brugerejendomme og kontordomiciler, og derfor er vi glade for den tillid, som Beierholm viste os ved at betro os denne spændende opgave, udtaler partner Mattias Manstrup fra Nordicals Aalborg, som har stået for den netop gennemførte transaktion.

Ejendommen blev udbudt til salg midt i januar 2024, og blot få uger var den rette investor fundet. Ledende partner i Beierholm Aalborg, Henrik Bjørn er glad og tilfreds med den effektive og hurtige salgsproces.

Læs også: Stort kontorprojekt ved Hobrovej er godkendt

– Vi var bevidste om, at vi i det optimale scenarie skulle have en planlagt og struktureret salgsproces, og dermed få løst salgsopgaven så effektivt, at vi kunne lave den mest smidige flytning og overgang til det nye domicil.

– Derfor er vi meget tilfredse med det samarbejde vi har haft med Nordicals Aalborg om salget, og synes vi sammen har fået landet en god løsning, til glæde for både køber og sælger, udtaler Henrik Bjørn.

Lokal ejendomsinvestor bag køb

Ejendommen på Skalborg Bakke har været domicil for Beierholm i over 40 år, og nu skal der nyt liv i de cirka 4.300 kvadratmeter.

Det bliver den lokale ejendomsinvestor og køber Henrik Baasch og hans familie med datteren Gitte Sjölund-Baasch i spidsen, der skal udvikle ejendommen i samarbejde med Nordicals Aalborg, som står for udlejningen sammen med ejendommens nye ejere.

Læs også: Ejendomsudvikler og datingkonge bag udvikling af butiksområde i Nørresundby

– Vi glæder os meget til at overtage ejendommen, og glæder os til at skabe en ny spændende kontorejendom på en strategisk god og synlig beliggenhed i Aalborg, hvor der er gode parkeringsmuligheder, og muligheder for at indrette kontorlejemål i mange forskellige størrelser. Ejendommen rummer så mange muligheder, så vi glæder os virkelig til at komme i gang, udtaler Gitte Sjölund-Baasch.

Hos Nordicals Aalborg er arbejdet allerede i fuld gang med at finde lejere til ejendommen.

– Det er en virkelig spændende opgave, og vi er allerede i dialog med de første større lejere, som vi håber kan være med til at skabe det nye liv i ejendommen, og vi glæder os til at få samlet den helt rette kombination af lejere i ejendommen i løbet af den næste tid, fortæller Mattias Manstrup.

Prisen på ejendomshandlen er ikke oplyst, og handlen er ikke tinglyst. I 2020 blev ejendommen offentligt vurderet til en værdi af 37 millioner kroner.