Foto: Esbjerg Havn.
Foto: Esbjerg Havn.

Esbjerg Havn har indgået en samarbejdsaftale med PensionDanmark med henblik på milliardinvesteringer i udviklingsprojekter på havnen. Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.

– Vi vil sammen med havnens virksomheder fortsætte med at gå forrest inden for vindindustrien, og en investering fra PensionDanmark vil kunne understøtte både den rolle – og den rolle, vi gerne vil spille i udviklingen af grøn energi og CCS. Der skal meget mere fart på den grønne omstilling, og det kræver enorm kapacitet. Med udsigten til en milliardstor investering fra PensionDanmark kan vi se frem til at blive så klar som muligt, så hurtigt som muligt, udtaler Dennis Jul Pedersen, havnedirektør på Esbjerg Havn.

Med sin placering ud til Nordsøen har Esbjerg Havn en central rolle i udbygningen af havvind, hvor der skal etableres 134 gigawatt inden 2030 og 300 gigawatt inden 2050. Derfor tænkes størstedelen af en kommende investering brugt til opførelsen af faciliteter til produktionen af havvindmøller, som kan fremskynde klargøringen af havnen til det store vindboom og dermed begrænse flaskehalse i Nordsøen.

Men der er samtidig behov for udvikling af grønne brændstoffer og fangst og lagring af CO2 (CCS), hvis den grønne omstilling af energiforsyningen skal træde ind i den næste æra, hvor også skibs- og flytrafik kan omfattes. Og her kan Esbjerg Havn også få en international nøglerolle, da man i Nordsøen kan lagre 400 til 700 gange mere CO2, end Danmark har behov for.

LÆS OGSÅ: PENSIONSKASSE BAG “DET VILDESTE PROJEKT I ESBJERGS HISTORIE”

Samarbejdet med PensionDanmark kan blive et stort skridt mod realisering af dette potentiale, da cirka 700 millioner kroner ventes brugt til etableringen af terminaler til power-to-x og CCS.

– Vi er klar til at investere, hvis projekterne kan forenes med et passende afkast til vores medlemmers pensionsopsparinger, og med de planlagte projekter er der mulighed for sætte rettidigt og massivt ind. Dermed kan vi give Esbjerg og Danmark mulighed for at opbygge en international førerposition, som rummer et betragteligt eksportpotentiale, sådan som vi allerede kender det fra vindenergiområdet, udtaler Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

De kommende investeringer, som samarbejdet er centreret omkring, ventes at ske i tre faser, hvor de udvidede produktionsfaciliteter til havvindmøller udgør første del og ventes klar til brug i 2027.

Om samarbejdet mellem PensionDanmark og Esbjerg Havn

PensionDanmark og Esbjerg Havn har indgået en samarbejdsaftale med henblik på investeringer op til 7 milliarder kroner i udviklingsprojekter på Esbjerg Havn.

5,8 milliarder kroner ventes brugt til opførelsen af faciliteter til produktionen af havvindmøller, som ventes klar i 2027.

Omkring 700 millioner kroner øremærkes til terminaler til håndtering af power-to-x og CCS – fangst og lagring af CO2 – som opføres i baglandet til Esbjerg Havn samt i Nordsøen og ventes klar i 2028.

Endelig ventes cirka 500 millioner kroner investeres i udviklingen af Esbjerg Havn som multimodalt knudepunkt. Det indebærer en sammenkobling mellem søtransport, vejnettet og jernbanen på Esbjerg Havn samt forbindelsen til luftfragt til og fra Esbjerg Lufthavn. Disse tiltag ventes klar i 2032.

Investeringen vil også gå til udviklingen af flexterminaler, logistikejendomme og faciliteter for grønne brændstoffer.

Kilde: PensionDanmark og Esbjerg Havn.