Projekt skal løfte Thyborøn som feriedestination

Udviklingsprojektet "Thyborøn 2.0: Den maritime kraft", der skal styrke byens position som et attraktivt feriested på Vestkysten.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Thyborøn. Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme.
Thyborøn. Foto: Dansk Kyst- og Naturturisme.

I det nordlige Thyborøn sættes udviklingsprojektet “Thyborøn 2.0: Den maritime kraft” nu i gang.

Projektet skal styrke byens position som et attraktivt feriested på Vestkysten, lyder det i en pressemeddelelse fra Realdania, som støtter op om tiltaget.

Projektet er delt op i tre etaper, der blandt andet skal styrke forbindelsen mellem attraktioner, havn og handelsgade og sikre en stormflodssikring af både by og natur.

Anlægsarbejdet i den første etape af projektet bliver nu sat i gang og løber frem til maj 2025.

– Med projektet udnytter vi kontrasterne og skaber sammenhænge mellem byens attraktioner og havnen – noget som løfter byen som en destination, udtaler Erik Flyvholm (V), borgmester i Lemvig Kommune.

Thyborøn 2.0: Den maritime kraft. Visualisering: SLA.
Thyborøn 2.0: Den maritime kraft. Visualisering: SLA.

Første etape går blandt andet ud på at forskønne og danne attraktive udearealer ved De Røde Huse på Vandbygningsvæsnets tidligere arbejdsområde. Derudover omfatter første etape også en ny plads på Thyborøn havn.

Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune står bag projektet, som også er støttet af blandt andre Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Regionalfond.

– Fonden Thyborøn glæder sig til forskønnelsen af Thyborøn og ikke mindst, at områderne i den nordlige del af Thyborøn kommer til at hænge mere naturligt sammen. De Røde Huse er allerede renoveret og fulde af aktivitet. Projektet vil gøre området færdig og skabe en mere naturlig sammenhæng til handelsgade og havn, udtaler Thomas Borup Svendsen, der er forperson i Fonden Thyborøn.

Projektet løber fra midten af 2023 til udgangen af 2027 og har et budget på i alt 34 millioner kroner.

Thyborøn 2.0: Den maritime kraft. Visualisering: SLA.
Thyborøn 2.0: Den maritime kraft. Visualisering: SLA.

Den første etape er tegnet af landskabsarkitektfirmaet SLA i samarbejde med ingeniører Niras, og anlægsarbejdet står entreprenørfirmaet Kaj Bech for.

Projektet følger den helhedsorienterede ”Strategisk-fysisk udviklingsplan for Thorsminde-Thyborøn”, der med afsæt i den regionale udviklingsplan udlægger en strategisk retning for turismen i området.

Realdania har tidligere støttet Sea War Museum, som ligger tæt på De Røde Huse ved havnen i Thyborøn.

Om Thyborøn 2.0: Den maritime kraft

  • “Thyborøn 2.0: Den maritime kraft” består af tre etaper, som tilsammen skal binde aktiviteter, oplevelser, museer i Thyborøn sammen med forbedret infrastruktur, parkeringspladser, forbindelsesstier og opholdsrum. Første etape er åbningstrækket fra realiseringen af “Strategisk-fysisk udviklingsplan Thorsminde-Thyborøn”.
  • Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune er samarbejdspartnere på projektet, som også finder sted på en del af Thyborøn Havns og Naturstyrelsens arealer.
  • Realdania bidrager med 5 millioner kroner og Fonden Thyborøn og Lemvig Kommune med hver 2,5 millioner kroner til realiseringen af første etape. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har bevilliget 24 millioner kroner fra de decentrale erhvervsfremme-midler og EU’s Regionalfond til alle tre etaper i projektet.

Kilde: Realdania.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling