I juni 2021 slog Stark dørene op til sin første forretning på Bornholm i Rønne.
I marts 2022 fik Starks byggemarked i Rønne følgeskab af Stark Allinge, og nu fortsætter Stark udviklingen på solskinsøen med en udvidelse af forretningen i Rønne.
Det skriver byggematerialedistributøren i en pressemeddelelse.
Stark udvider butikken med 800 kvadratmeter, mens der bliver etableret en ny drive-in-hal på 1.000 kvadratmeter, samt udeareal på 2.500 kvadratmeter. For at kunne gøre forretningen større har Stark overtaget Brødrene Dahls tidligere lokaler på Lillevangsvej, fremgår det.
I forbindelse med udvidelsen bliver sortimentet også større.
Læs også: Bornholm får støtte til almene boliger
– Vi har nu været på Bornholm i snart tre år, og vi er blevet taget særdeles godt imod. Med de ekstra kvadratmeter er det vores ambition at give både de professionelle håndværkere og de private kunder en endnu bedre oplevelse, når de besøger os, udtaler Kristian Beyer Holm, trælastdirektør i Stark Rønne.
Byggearbejdet er allerede godt i gang. Onsdag den 13. marts 2024 byder Stark Rønne derfor kunderne indenfor til åbningsfest.
I sidste uge annoncerede Stark en udvidelse af forretningen i Hørsholm, og senere på året udvider Stark antallet af forretninger, når virksomheden åbner nyt stort byggecenter i Næstved.
Stark har over 85 forretninger i Danmark og Grønland og en omsætning på over 10 milliarder kroner.