Vejen Kommune er nu klar med en udstykning på 13 store parcelhusgrunde på mellem 1.022-1.475 kvadratmeter. Priserne ligger på mellem 385.000 kroner og knap 568.000 kroner.
Grundene sættes til salg som et led i kommunens nye bolig- og bosætningsstrategi om at tiltrække og fastholde borgere lokalt, lyder det i en pressemeddelelse.
– Vi har rigtig mange på kontaktlisten for det nye område, så vi fornemmer, at der er en stor efterspørgsel på nye byggegrunde i Rødding, udtaler Anne Kirstine Skytt, der er salgsmedarbejder i Teknik & Miljø.
Området indgår i en helhedsplan, som blev opstartet tilbage ved grundlæggelse af boligerne på Solbakken. Nu udvides området med naturlige, rekreative områder og eget stisystem, der har forbindelse til Rødding Skole, således at børnefamilierne roligt kan sende børnene af sted.
Vejen Kommune understreger, at området ligger tæt på skoler og institutioner samt dagligvarebutikker.
– Det er ret unikt. Man kan faktisk udleve sin nybyggerdrøm med smukt placerede grunde, i et kvarter som er tæt på alle dagligdagens fornødenheder, som hvis man boede inde midt i byen, forklarer Anne Kirstine Skytt.
Ifølge kommunens nye bolig- og bosætningsstrategi viser det sig, at mange af kommunens tilflyttere kommer fra nabokommunerne.
De vælger Vejen Kommune på grund af to vigtige faktorer: De lave priser, det vil sige, at man får mange kvadratmeter for pengene, samt de lokale omgivelser herunder naturen, kulturen samt forenings- og idrætslivet.
Om udbuddet af parcelhusgrundene i Rødding
Udbuddet løber indtil torsdag den 8. august 2024 klokken 12, hvorefter folk der har afgivet bud, vil blive direkte kontaktet af Vejen Kommune.
Udbudsmaterialet kan findes på Vejen Kommunes hjemmeside. Det indeholder blandt andet en salgsplan, mindstepriser og en standard købsaftale.
Mindstepriserne er inklusive moms og eksklusive tilslutningsbidrag til forsyningsselskaber.
Grund | Areal | Mindstepris |
---|---|---|
Isfuglevænget 3 | 1.290 kvadratmeter | 522.450 kroner |
Isfuglevænget 4 | 1.475 kvadratmeter | 567.875 kroner |
Isfuglevænget 5 | 1.179 kvadratmeter | 506.970 kroner |
Isfuglevænget 6 | 1.423 kvadratmeter | 547.855 kroner |
Isfuglevænget 7 | 1.218 kvadratmeter | 523.740 kroner |
Isfuglevænget 8 | 1.400 kvadratmeter | 539.000 kroner |
Isfuglevænget 9 | 1.143 kvadratmeter | 491.490 kroner |
Isfuglevænget 10 | 1.224 kvadratmeter | 471.240 kroner |
Isfuglevænget 11 | 1.266 kvadratmeter | 512.730 kroner |
Isfuglevænget 12 | 1.442 kvadratmeter | 555.170 kroner |
Isfuglevænget 13 | 1.002 kvadratmeter | 385.770 kroner |
Isfuglevænget 15 | 1.054 kvadratmeter | 405.790 kroner |
Isfuglevænget 17 | 1.088 kvadratmeter | 418.880 kroner |
Kilde: Vejen Kommune.