Nye byggegrunde i Læborg er sat til salg. Foto og illustration: Vejen Kommune.
Nye byggegrunde i Læborg er sat til salg. Foto og illustration: Vejen Kommune.

Ifølge en pressemeddelelse fra Vejen Kommune kommer det ikke som nogen overraskelse, at der har været stor interesse for de nye byggegrunde på Skovklyngen i Læborg. Grundene ligger omkranset af skov, og de kommende grundejere får alle byens faciliteter inden for kort afstand.

Byggegrundene er lige nu i offentligt udbud, og allerede inden udbuddet blev skudt i gang havde 21 familier vist interesse for grundene, oplyser kommunen. Udbuddet slutter den 29. juni 2023 klokken 12, hvorefter byggegrundene vil blive solgt til højeste bydende.

– Med lokalplanen for området, har vi sigtet mod at skabe et bæredygtigt boligområde, der integrerer naturen og styrker de sociale relationer mellem beboerne. Boliglommerne er eksempelvis designet som klynger, hvor facaderne vender ind mod hinanden for at fremme et tæt og sammenhængende naboskab, fortæller Vagn Sørensen (V), der er formand for Udvalget for teknik og miljø.

LÆS OGSÅ: PRIVAT UDVIKLER BAG 223 BOLIGER I VEJEN

Området ligger tæt på Vejen Friskole, der rummer både børnehave, SFO og skolegang frem til 9. klasse. Desuden byder Læborg på fritidstilbud og ikke mindst Vejen Golfklub, der ligger 500 meter fra byggegrundene, understreger Vejen Kommune.

– Læborg er på mange måder en særlig landsby, understreger Rikke Gaarde Andersen, der er salgsmedarbejder i Teknik & Miljø.

– Jeg oplever, at der er et stort fællesskab i byen, og at borgerne har været meget engageret og støttende i projektet omkring de nye byggegrunde. Vi håber derfor, at der vil være nogle af de interesserede, der byder på nogle af grundene.