Nu kan der snart bygges boliger på trælastgrunden i Holsted

Der skal både bygges parcel- og rækkehuse samt lejligheder på grunden, hvor Holsted Trælasthandel lå. Lokale udviklere står bag.

Gennem selskabet Zamporini Ejendomme købte brødrene Aleksandar og Vladimir Zamporini i 2019 ejendommen Storegade 71 i Holsted for godt 1,7 millioner kroner. Nabogrunden på Storegade 69 blev i efteråret 2019 opkøbt for 350.000 kroner.

På Storegade 69 ligger der aktuelt en ældre bygning i to etager med en frisør i stueetagen og boliger på første sal og i tagetagen.

På Storegade 71 lå Holsted Trælasthandel. I alt strækker de to grunde sig over knap 18.000 kvadratmeter.

Fremtiden byder sandsynligvis på boliger i form af både parcel- og rækkehuse samt lejligheder på grunden, der ligger tæt på Holsted Station og klods op ad jernbanen.

Det skal en ny lokalplan bane vejen for. Politikerne i byrådet i Vejen Kommune besluttede den 4. juni at sende lokalplanen i offentlig høring.

– Nu har trælasten stået tom i en del år, og man har ikke rigtigt vidst, hvilken vej tingene skulle gå. Men nu er der efter lange, lange tilløb ryddet op, og der ligger en lokalplan for at udvikle området, sagde formand for udvalget for teknik og miljø, Vagn Sørensen (V), på byrådsmødet.

– Jeg synes, at det er superfint, at der er nogen, der går ind og bygger nogle boliger og har en tro på, at de kan afsættes eller udlejes i Holsted. Det tror jeg helt bestemt også, at de kan. Så området får et løft, sagde han videre, og luftede en forventning om, at det vil smitte af på området på den anden side af jernbanen, hvor der også ligger planer om udvikling på tegnebrættet.

Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges i op til 2,5 etager i området. Der må både bygges boliger, detailhandel, kontor- og serviceerhverv samt let industri og håndværk.

Før der kan meldes byggetilladelse skal lokalplanen vedtages endeligt, og Vejen Kommune skal desuden godkende oprydningen på grunden. Der er nemlig observeret større mængder knust eternit med stor sandsynlighed for asbest flere steder på grunden.