Ifølge Nordjyske er det tidligere universitetsbibliotek på Langagervej 2 i den østlige del af Aalborg blevet solgt.

Avisen skriver, at det er Tom Jakobsen og Ronnie Christensen, som står bag udviklingsselskabet Ejendomsudvikling Nord, der har købt ejendommen af Freja Ejendomme. Statens ejendomsselskab satte den til salg i marts 2021.

Tom Jakobsen står også bag byggefirmaet af samme navn, og han er blandt andet aktiv med flere butiksbyggerier i Teknologiparken i Aabybro, hvor han bygger for en ny butik for Harald Nyborg, ligesom han står bag en kommende Burger King i samme område.

Ejendommen på Langagervej er godt og vel 9.350 kvadratmeter stor og ligger på en grund, der strækker sig over knap og nap 21.500 kvadratmeter. Der er også blevet plads til en stor parkeringsplads på grunden, så en butik kunne være en oplagt fremtid for ejendommen.

Tidligere har Nordjyske da også afsløret, at det netop er planen, at der blandt andet skal indrettes en ny dagligvarebutik i ejendommen.

– Der er opstartet en indledende dialog med køber, som skal operere inden for den ramme, der nu er, som betyder, at der både kan være butikker til lokalområdets forsyning samt bebyggelse, uddannelse og så videre, fortalte Henrik Thomsen, der er afdelingschef i by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, dengang til avisen.

Ifølge Nordjyske er handlen betinget af, at kommunen giver grønt lys til det nordjyske makkerpars byggeplaner.