Timberman leverer 5.000 kvadratmeter trægulve til nye boliger i Nørresundby

Snart står 65 ejerboliger klar i første parket til vandet på Stigsborg i Nørresundby. Timberman har leveret trægulv til de nye lejligheder.

Kanthusene på Stigsborg er tegnet af Arkitema.
Kanthusene på Stigsborg er tegnet af Arkitema.

PFA Ejendomme er bygherre på Kanthusene, der opføres på byggefeltet B8 i den nye bydel Stigsborg i Nørresundby.

Projektet er tegnet af Arkitema i samarbejde med Viborg Ingeniørerne, og det opføres af A. Enggaard i totalentreprise.

Som en del af projektet etableres 65 ejerlejligheder på mellem 56 og 229 kvadratmeter, og de står snart klar til indflytning. Timberman har leveret intet mindre end 5.000 kvadratmeter trægulve til de nye boliger i udviklingsområdet.

Det oplyser gulvleverandøren i en pressemeddelelse.

– Bygherre ønskede et trægulv til en fornuftig pris, som passede til de rumlige boliger, og vi fremviste flere forskellige muligheder, der passede til kriterierne. I sidste ende faldt valget på Timbermans egetræsgulv fra Innoplank-serien. Plankerne er lange og brede med en tyndere finér end på mange andre gulve uden, at det går ud over kvaliteten, og derfor får bygherre et kvalitetsgulv til en god pris, udtaler Rasmus Persen Hansen, projektleder hos Skjøtt Tømrer og Snedker, der står for alt tømrerarbejdet på byggeriet.

Timbermans serie af Innoplank trægulve består af et toplag egetræsfinér, en HDF-kerne og krydsfinér. Afslutningsvis er der monteret en korkbagside på trægulvet, og det har ifølge Timberman vist sig at være en stor fordel for tømrerne.

Læs også: Ny bypark på Stigsborg forventes færdig i 2026

– Da der er tale om en ny bygning med betonunderlag, er det nødvendigt at lægge en fugtspærre under gulvet. Men det er første gang, at jeg har arbejdet med et trægulv, der har et indbygget underlag, og det har uden tvivl sparet os en masse tid, da vi ikke har skulle lægge et akustikunderlag først, forklarer Rasmus Persen Hansen.

Timberman har leveret trægulve til 65 ejerboliger i Kanthusene på Stigsborg. Foto: PR.
Timberman har leveret trægulve til 65 ejerboliger i Kanthusene på Stigsborg. Foto: PR.

Otte lag lak

Gulvet blev leveret over flere omgange for at undgå, at det skulle stå på paller udenfor i lange perioder.

– Der er tale om en stor leverance, og rent logistisk har det betydet, at vi har leveret gulvet i etaper med 300-400 kvadratmeter ad gangen. Det har givet tømrerne mulighed for at følge med, og så har vi undgået en situation, hvor gulvet måtte stå udenfor i lang tid, hvilket et trægulv selvsagt ikke kan tåle, siger Alex B. Jørgensen, projektkonsulent hos Timberman.

– Det færdigmonterede gulv er monteret gennem alle rummene, så de lange og brede planker virkelig kommer til sin ret. Og man skal ikke være nervøs for, om trægulvet kan holde til dagligdagen i for eksempel køkkenet, da det er behandlet med otte lag lak for en ekstra slidstærk overflade.

De første beboere forventes at flytte ind i boligerne i det nye år.

I alt skal der bygges 4.000 boliger i den nye bydel ved Limfjorden. Gennem arealudviklingsselskabet Stigsborg P/S står Aalborg Kommune i samarbejde med PFA Ejendomme og A. Enggaard bag udviklingen af første etape af Stigsborg.

Første etape omfatter den centrale ubebyggede del af området, der ligger øst for Aalborg Kommunes forvaltningsbygning for By og Land.

Som en forløber for første etape blev der på den tidligere tømmerhandelsgrund mellem Limfjordsvej og Stigsborg Brygge opført to boligbebyggelser. De stod allerede klar til indflytning i 2018.