Ifølge Berlingske er Parken på Østerbro i København i forfald, og en gammelt servitut om hjemfaldspligt står i vejen for en renovering og udvidelse af det 32 år gamle stadion, der er hjemmebane for både FC København og landsholdet.

Hjemfaldspligten indebærer, at Københavns Kommune i 2060 kan overtage hele ejendommen kvit og frit, og det afholder potentielle investorer fra at skyde penge i projektet. FC København har derfor ikke haft held med et forsøg på at sælge Parken.

I aften er sagen dog på dagsordenen på den lukkede del af mødet i borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Berlingske mener at vide, at der ville blive stemt ja til et forslag om at forlænge klausulen til omkring år 2090.

– Jeg tror og håber på, at kommunen godt kan se, at området ikke skal afleveres tilbage om 35 år, hvis det skal give mening for nogen at investere en meget stor sum i et moderniseret stadion, siger Jacob Lauesen, der er direktør i Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København, til Berlingske.

Læs også: Ny plan for stort stadion i træ i Hillerød

Kommunalforsker Roger Buch understreger over for bold.dk, at Københavns Kommune ikke må give penge til Parken Sport & Entertainment. Han er derfor spændt på at se, hvordan kommunen vil strikke lovgivningen sammen, skriver fodboldmediet.

– Nu er det en stor kommune med en masse jurister, og de har råd til at købe ekstern juridisk bistand, så man må gå ud fra, at de har strikket en løsning sammen, der holder i retten, siger Roger Buch til bold.dk.

Det har også været på tale, at Københavns Kommune kunne blive medejer af Parken.

Parken har aktuelt kapacitet til godt og vel 38.000 siddende tilskuere, men DBU har ytret ønske om, at kapaciteten udvides til 50.000 tilskuere.

Fodboldforbundet lejer Parken, når landsholdet spiller der, og her er der typisk rift om billetterne.

FC Københavns tilskuertal har også udviklet sig markant gennem de seneste år. Indtil videre har klubben i denne sæson i gennemsnit haft over 27.500 tilskuere til sine hjemmekampe 3F Superligaen, og endnu flere går gennem tælleapparaterne, når klubben eksempelvis spiller Champions League.