Urban Partners investerer i stort logistikprojekt i Hamborg.
Urban Partners investerer i stort logistikprojekt i Hamborg.

Investeringsselskaberne Urban Partners og HIH Invest har købt en grund til udvikling af logistikbyggeri i Hamborgs industrikvarter Billbrook.

Projektet omfatter cirka 17.300 kvadratmeter udlejningsareal og skal rumme op til to logistikbygninger.

Det skriver Urban Partners i en pressemeddelelse.

Købet er Urban Partners’ første investering inden for logistik i Hamborg og samtidig den fjerde handel i det fælles samarbejde mellem Urban Partners og HIH Invest.

– Dette opkøb repræsenterer en milepæl for Urban Partners, i takt med at vi fortsætter med at udvide vores tilstedeværelse på markedet for logistik i Tyskland. Vi er meget glade for at fortsætte vores succesfulde partnerskab med HIH Invest, udtaler Wolfgang Ködel, administrerende direktør og landechef for Tyskland hos Urban Partners.

Det kommende logistikcenter får en placering tæt på Hamborgs centrum, havnen og de store motorvejsforbindelser.

Byggeriet skal indrettes med store arealer til lastbiltrafik og flere læsseramper for at imødekomme moderne logistikvirksomheders behov.

Projektet bliver desuden udviklet med fokus på energieffektivitet og bæredygtighed. Bygningerne skal certificeres til DGNB Guld og får blandt andet mulighed for solceller på tagene.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev