Verdo går i jorden med nybyggeri på Aalborg Havn

På Aalborg Havn har Verdo sat gang i et nybyggeri, der skal huse 50 medarbejdere. Dermed samles to lokationer i det nordjyske i én.

Første spadestik på Verdo's nye byggeri på Ankeret i Aalborg. På billedet ses afdelingschef Max Pehrson Frederiksen og HR-direktør Margrete Larsen. Foto: PR.
Første spadestik på Verdo’s nye byggeri på Ankeret i Aalborg. På billedet ses afdelingschef Max Pehrson Frederiksen og HR-direktør Margrete Larsen. Foto: PR.

Verdo Energy Systems holder i dag til i Storvorde og i Novi Science Park i Aalborg, men med en stadig større ordrebog er de nuværende faciliteter blevet for små.

De to lokationer bliver samlet i én, når energikoncernens nybyggeri på havnen i Aalborg efter planen står klar til brug den 1. februar 2025.

Det nye byggeri opføres i samarbejde med Aalborg-virksomhederne TL Byg og Brix & Kamp, og onsdag den 28. februar blev spaden stukket i jorden, skriver Verdo i en pressemeddelelse.

– Aalborg har fået lidt et ry som “boiler valley”. Her er en knowhow, vi som videnstung virksomhed gerne vil trække på, og da vi ved, at fysiske rammer er et klart konkurrenceparameter, har vi lagt mange ressourcer i at indrette de nye lokaler, efter måden vi arbejder på i dag, udtaler Margrete Larsen, HR-direktør i Verdo.

Læs også: Vognmandsforretning udvider med 14.400 kvadratmeter på Østhavnen i Aalborg

Verdos nybyggeri på havnen i Aalborg.
Verdo nybyggeri på havnen i Aalborg. Visualisering: C.F. Møller Architects.

Bygningen opføres på en 13.700 kvadratmeter stor grund på Ankeret. Verdo købte grunden af Port of Aalborg i november 2023.

– Erhvervsområdet omkring havnen i Aalborg blomstrer, og grunden ved Ankeret giver os de muligheder, vi har ledt efter, udtaler Margrete Larsen.

Projektet er tegnet af C.F. Møller Architects. Der bliver plads til 50 ansatte i byggeriet og med mulighed for op til 75 ansatte.

– Vi forsøger her at skabe rammerne for både vores nuværende og fremtidige behov i ét byggeri. Det betyder, at de nye faciliteter skal kunne rumme både folk, der pendler, arbejder remote og produktionsarbejde on-site, udtaler Margrete Larsen.

Energikoncernen Verdo har hovedsæde i Randers og beskæftiger samlet omkring 600 medarbejdere.

Opdatering den 9. marts 2024, klokken 17.42: Artiklen er opdateret med information om arkitekten på projektet.