Artha Jordbank køber grund til lager- og distributionscenter i Padborg

Artha Jordbank har i samarbejde med Futurum købt 87.476 kvadratmeter erhvervsjord i Padborg. Opkøbet er det første i Artha Jordbank, der blev etableret i 2022 som Danmarks første jordbank.

Artha Jordbank har i samarbejde med Futurum købt en grund i Padborg af Aabenraa Kommune. Planen er, at jorden skal udvikles til et lager og distributionscenter for en fremtidig lejer eller ejer, der har brug for en placering ved E45. Der kan bygges 43.738 kvadratmeter lagerbygning på jorden, fremgår det af en pressemeddelelse.

– Vi har købt jorden, da der i stigende grad er efterspørgsel på moderne energivenlige lager- og logistikbygninger med DGNB-certificering. Næste skridt er at finde såvel slutbruger som en slutinvestor. Det arbejde går i gang allerede nu, udtaler salgschef Morten Ib fra Futurum i forbindelse med handlen.

Jan Severin Sølbæk, der er administrerende direktør i Artha, er tilfreds med, at Artha Jordbank nu har gennemført sit første opkøb efter etableringen sidste år, hvor der blev rejst 80 millioner kroner i Artha Jordbank efter stor interesse fra investorerne.

– Vi har haft kig på en række interessante grunde, som vi af forskellige grunde alligevel ikke har kunnet regne hjem eller nå til enighed med sælgerne om, så det er rart, at vi nu har sat den endelige underskrift på det første jordkøb i Artha Jordbank. Vi har fortsat kig på attraktive grunde i vores pipeline, og vi satser på, at dette køb er det første af flere, så vi får opbygget en god portefølje af attraktive udviklingsgrunde, lyder det fra Jan Severin Sølbæk.

– Vi går efter at investere i arealer med potentiale til at blive udviklet til byggegrunde. Ideen går grundlæggende ud på, at der kan opnås et højere afkast ved at eje grundstykkerne fra begyndelsen – inden lokalplaner og byggetilladelser kommer i spil, forklarer han.