Vurderingsstyrelsen kunne på forhånd have gjort mere for at afdække og forebygge problemerne med de meget skæve foreløbige ejendomsvurderinger, der blev offentliggjort i september 2023.

Det udtaler Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse efter at have foretaget en undersøgelse af sagen.

– Offentlige myndigheder bør tilrettelægge deres virksomhed på en måde, som i videst muligt omfang understøtter offentlighedens tillid, og det fremgår af lovforarbejderne, at et af formålene med ejendomsvurderingsloven fra 2017 netop var at genoprette tilliden til de offentlige ejendomsvurderinger og gøre dem mere gennemskuelige, udtaler Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

– Efter min opfattelse har forløbet ikke været befordrende for befolkningens tillid til ejendomsvurderingerne, og jeg tror, at det kunne have været anderledes, hvis styrelsen havde været bedre til at afdække fejlene i de foreløbige vurderinger, før de blev offentliggjort.

Læs også: ABF: Uklare vurderinger er gift for andelsboligerne

I sin undersøgelse har ombudsmanden fokuseret på de ejendomme, hvor grundværdien blev vurderet til at være markant højere end ejendomsværdien.

Disse foreløbige vurderinger har Vurderingsstyrelsen betegnet som ”meget skæve”, og styrelsens efterfølgende gennemgang af vurderingerne har resulteret i mere end 60.000 ændringer.

Ombudsmanden konstaterer, at Vurderingsstyrelsen allerede inden offentliggørelsen af de foreløbige vurderinger var bekendt med, at der kunne være problemer i situationer, hvor grundværdien oversteg ejendomsværdien.

Han konstaterer også, at det efter offentliggørelsen tilsyneladende var muligt for styrelsen forholdsvis hurtigt at imødegå problemerne for denne type vurderinger ved hjælp af justeringer af det it-system, der udarbejder vurderingerne.

På den baggrund er ombudsmanden enig med styrelsen i, at den kunne have gjort yderligere for at afdække fejlene i de foreløbige vurderinger forud for offentliggørelsen – også uanset at lovgiver på forhånd havde accepteret, at de foreløbige ejendomsvurderinger i visse tilfælde kunne ”ramme forkert” og hvile på ufuldstændige og urigtige oplysninger.

Læs ombudsmandens udtalelse.