Boligselskabet Kolding bygger 36 nye rækkehuse ved Dollerup Sø i Lunderskov. Visualisering: Arkitektfirmaet Vallentin Haugland.
Boligselskabet Kolding bygger 36 nye rækkehuse ved Dollerup Sø i Lunderskov. Visualisering: Arkitektfirmaet Vallentin Haugland.

Onsdag den 6. marts går byggeriet af 36 nye, almene boliger ved Dollerup Sø i Lunderskov officielt i gang, når første spadestik bliver taget. Det skriver Boligselskabet Kolding i en pressemeddelelse.

Både Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K), formand for Boligselskabet Kolding Bjarne Olesen og formand for Boligkontoret Danmark Klaus Bentzen vil være til stede, fremgår det.

Bygherrer på projektet er Boligselskabet Kolding. Arkitektfirmaet Vallentin Haugland har i samarbejde med OJ Rådgivende Ingeniører og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen tegnet de 36 rækkehuse i den nye boligafdeling ved Dollerup Sø. Boligerne opføres i totalentreprise af Egil Rasmussen.

Læs også: Nyt boligområde med tiny houses i Kolding på vej

“De forskellige boligtyper lægger op til en blandet beboersammensætning, da der både er boliger til børnefamilier, seniorer og par”, skriver Boligselskabet Kolding.

Alle 36 boliger bliver i ét plan og får egen have og eget skur. Den nye afdeling vil bestå af fire forskellige boligtyper på mellem 82 og 107 kvadratmeter fordelt på to, tre og fire rum. Facaderne bliver beklædt med tegl i grå nuancer, og boligerne bliver opvarmet med fjernvarme.

Indflytningen vil ske etapevis og første etape vil være klar omkring februar 2025.

Forskellige boligtyper

I den nye afdeling finder du fire forskellige boligtyper på mellem 80-105 kvadratmeter med henholdsvis to, tre og fire værelser.

  • Boligtype A bliver på 105 kvadratmeter med fire rum og en husleje på 9.644 kroner eksklusive forbrug.
  • Boligtype B1 og B2 bliver på 95 kvadratmeter med tre rum og en husleje på 8.493 kroner eksklusive forbrug.
  • Boligtype C bliver på 80 kvadratmeter med to rum og en husleje på 7.391 kroner eksklusive forbrug.

Kilde: Boligselskabet Kolding.