Dankemi sælger domicil på Industrivej i Kolding til MTD. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Dankemi sælger domicil på Industrivej i Kolding til MTD. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Dankemi har netop solgt deres domicil på Industrivej 5 i Kolding til MDT for 11 millioner kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding, som har formidlet salget af lager- og produktionsejendommen på knap 3.100 kvadratmeter.

MDT overtog ejendommen i november 2023, men i første omgang bliver Dankemi boende, indtil deres nybyggede ejendom står klar.

– Vi er i gang med at opføre et nyt domicil, hvor vi kan samle det hele under ét tag. Den simple forklaring er, at det kniber lidt med pladsen i vores eksisterende ejendomme, så derfor er vi i gang med at opføre 5.000 kvadratmeter på Venusvej 24 i Kolding. Vi har været rigtig glade for ejendommen på Industrivej, og ønskede egentlig at beholde ejendommen indtil vores nybyggede domicil står klar. Men pludselig stod der en interesseret køber, og vi fik mulighed for at leje os ind på en midlertidig lejekontrakt, så til sidst faldt alt i hak, udtaler Finn Ravn, direktør hos Dankemi.

Læs også: Global emballage-gigant flytter ind i erhvervsområde i Kolding

De 25 medarbejdere hos Dankemi rykker efter planen ind i den nybyggede ejendom på Venusvej den 8. august 2024. Herefter kan MTD så rykke ind i ejendommen på Industrivej.

– Vi er vokset ud af vores nuværende rammer på Værkstedsvej. Vi er i gang med et nyt setup, hvor vi får flere og flere robotter ind i produktionen, så vi har brug for mere plads til at mennesker og robotter kan boltre sig bedst muligt. Vi får dobbelt så mange kvadratmeter til rådighed, når vi rykker ind i sensommeren 2024, så det glæder vi os til, udtaler direktør i MDT, Morten Dahl.

Dankemi råder også over en anden produktionsejendom i Kolding, som også er sat til salg hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding. Den ligger på Jernet 35 og har et areal på 1.373 kvadratmeter med et tilhørende kontorareal på 112 kvadratmeter.

– Nu går jagten ind på at finde en køber til Jernet 35, og når det forhåbentlig snart er på plads, vil vi lykønske Dankemi med salgene og ønsker dem al mulig held og lykke med deres nye domicil. Samtidig skal der lyde et tillykke til MDT med købet af Industrivej 5, udtaler Preben Balle, partner og erhvervschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding.