Dansk Boligbyg afleverer totalrenoveret ejendom i Vejle til B&B Hotels

Snart begynder B&B Hotels at indrette sig i den totalrenoverede ejendom i Vejle, som Dansk Boligbyg netop har afleveret til bygherre Danica Ejendomme.

Dansk Boligbyg har primært renoveret, moderniseret, klimasikret og miljøsaneret for almene boligforeninger. Men nu har entreprenøren også totalrenoveret en ejendom i Vejle for et pensionsselskab. Ejendommen har en fortid som kontorejendom, men skal nu lægge adresse til B&B Hotels.

Per Andersen, som er vicedirektør og afdelingsleder i Dansk Boligbyg, fortæller i en pressemeddelelse, at entreprenørvirksomheden altid gennemfører renoveringsprojekter efter samme model som ved nybyggeri med de ansvarlige projekt- og byggeledere så tæt på arbejdet som muligt. De har deres daglige gang på byggepladsen og primære kontor i skurbyen på projekterne.

– Nærheden er uhyre vigtig, for at vores medarbejdere kan løse alle de spørgsmål og problemer, som dagligt dukker op i renoveringsprojekter. Tilstrækkelige ressourcer er også vigtigt. Erfaringsmæssigt ved vi, at det kræver cirka den dobbelte bemanding i byggestyringen på renoveringsprojekter i forhold til nybyggeri, siger Per Andersen.

Dansk Boligbyg afleverer totalrenoveret ejendom i Vejle til B&B Hotels og Danica Ejendomme. Foto: PR.
Dansk Boligbyg afleverer totalrenoveret ejendom i Vejle til B&B Hotels og Danica Ejendomme. Foto: PR.

Klos op ad Vejle Banegård ligger den bygning, som lokale kalder “Lilly-bygningen”. Det er 30 år siden, at bygningen senest blev gennemgribende renoveret, og første til fjerde sal blev omdannet til kontorer. Nu får disse etager igen et nyt liv og hele bygningen et nyt udtryk.

Den fortsatte drift med andre lejere i stueetagen har fungeret, mens den gennemgribende renovering af ejendommen i Vejle stod på.

Dansk Boligbyg afleverer totalrenoveret ejendom i Vejle til B&B Hotels og Danica Ejendomme. Foto: PR.
Dansk Boligbyg afleverer totalrenoveret ejendom i Vejle til B&B Hotels og Danica Ejendomme. Foto: PR.

– Vi er kommet i mål med renoveringen til rette tid og økonomi i forhold til de mange ubekendte elementer, der altid er til stede, når man skal arbejde med en eksisterende bygning, siger Anders Pabian fra Danica Ejendomme.

Der er nu etableret hotelværelser med badeværelser, modtagelse og morgenmadscafé samt etableret servicefaciliteter som eksempelvis personale- og vaskerum.

Desuden er taget fornyet, vinduerne udskiftet og de blå facadeplader erstattet af nye kobberfarvede. I februar begynder B&B Hotels, at indrette deres første danske hotel på de fire etager.