DSB Ejendomme vil i samarbejde med Sweco Architects bygge 170 boliger ved Rungsted Kyst Station.
DSB Ejendomme vil i samarbejde med Sweco Architects bygge 170 boliger ved Rungsted Kyst Station.

Byudviklingsudvalget i Hørsholm Kommune skal den 25. april tage stilling til et boligprojekt ved Rungsted Kyst Station. Det skriver SN.dk.

DSB Ejendomme står i samarbejde med Sweco Architects bag projektet, der omfatter 15.400 kvadratmeter boligbyggeri samt 3.750 kvadratmeter parkering.

Området omkring Rungsted Kyst Station er i kommunens boligudbygningsplan fra 2020 udpeget med et fremtidigt potentiale for 85-110 boliger.

Projektet lægger ifølge kommunens administration op til, at der skal bygges mellem 120 og 200 boliger fordelt på fire områder, som DSB ejer. I projektmaterialet nævnes en gennemsnitsstørrelse på 90 kvadratmeter for projektets lejligheder, hvilket svarer til omkring 170 boliger.

Læs også: Hørsholm går videre med “bindegalt” projekt til 400 millioner

– Der er mange fine visioner i projektet, og det er også et område i Rungsted, vi skal have udviklet – og hvor vi skal finde ud af, hvad der skal ske med de gamle byggefelter. For det ser jo ikke specielt kønt ud i dag, siger formand for Byudviklingsudvalget, Charlotte Kirchheiner (K), til SN.dk.

Hun påpeger dog, at bebyggelsesprocenten i projektet er forholdsvis høj og lægger sig dermed på linje med kommunens administration, som skriver, at “bebyggelsesprocenten er for høj”, og at “projektet med de viste volumener ikke tilpasser sig stedets identitet”.

Administrationen gør desuden opmærksom på, at området er præget af trafikale udfordringer, og at der er mangel på parkeringspladser. Det anbefales dog, at der arbejdes videre med projektet.