EjendomDanmark: Arbejdet med at støtte erhvervslejerne er i fuld gang

Ejendomsbranchen melder om udfordringer fra især detailhandlen og restauranter, og fire ud af ti havde allerede før månedskiftet givet henstand på huslejen. Branchen oplever også selv problemer med renoveringer og moderniseringer, som ikke kan gennemføres og udfordringer med driftsopgaver.

På bare et par uger har Danmark forandret sig. Detailhandel og restaurationer har med et slag fået markant sværere levevilkår, selvom der er nødvendige hjælpepakker på vej fra regeringen. Og det kommer til at fortsætte efter påske. Det skriver EjendomDanmark i en pressemeddelelse.

En god samarbejdspartner for erhvervslejerne er dog deres udlejere. For allerede ved krisens begyndelse var over halvdelen af alle udlejerne sammen med deres erhvervslejere begyndt at lede efter løsninger i en svær situation – og knap 40 procent havde givet henstand til erhvervslejere allerede før månedskiftet. Det viser besvarelser fra EjendomDanmarks Ejendomspanel. Det vurderes af organisationen, at andelen af udlejere, der har givet henstand, nu er endnu højere.

– Det er både flot og meget proaktivt, at så mange udlejere hurtigt gik i gang med at finde løsninger. Det viser, at dialog er vejen frem, hvis vi sammen skal stå gennem denne krise. Vi kan også se på besvarelserne, at det er branchens egen erfaring, at det netop er butikkerne, der er mest udfordret, siger administrerende direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft, i pressemeddelelsen.

EjendomDanmark opfordrer til at finde individuelle løsninger baseret på det enkelte lejemåls situation. Det bliver også nødvendigt fremadrettet, da tre ud af fire paneldeltagere forventer, at netop huslejen bliver en udfordring grundet coronakrisen.

Mørke skyer

Samtidig med at ejendomsbranchen hjælper de af deres lejere, der har udfordringer, så er der også egne at forhold sig til.

På kort sigt forventer hovedparten af paneldeltagerne, at der kommer tab på ejendomsmarkedet. 38 procent har allerede nu måtte sætte ombygnings- og moderniseringsprojekter på pause. Og så frygter mange, at eksempelvis sagsbehandlingstider for byggesager vil stige.

– Ejendomsvirksomheder har også selv en hel række hårde forpligtelser, og det er ikke uden omkostninger for udlejerne, når de strækker sig langt for at hjælpe deres lejere. Ejendomsværdierne forventes at falde, og hvis tomgangen stiger, fordi der er butikker og virksomheder, der ikke klarer sig gennem krisen, så er det også et tab. Derfor kan jeg kun gentage min opfordring til, at alle sørger for, at vi kommer gennem dette sammen, siger Jannick Nytoft.

Restriktionerne, der følger i kølvandet på coronavirussen, giver også praktiske og juridiske udfordringer. Blandt andet hvordan generalforsamlinger skal afholdes og gennemførelse af de lovpligtige ind- og fraflytningssyn.

Fakta

  • På kort sigt (6 måneder) forventer hovedparten tab på ejendomsmarkedet.
  • Over halvdelen var ved dataens indsamling gået i dialog med erhvervslejere om henstand
  • på huslejen. Omkring 40 procent havde allerede givet henstand.
  • 38 procent af de adspurgte har sat ombygnings- og moderniseringsprojekter på pause.
  • To tredjedele har bedt administrative medarbejdere om at arbejde hjemme.
  • Ejendomsbranchen oplever – særligt for butikker – udfordringer med huslejerestancer.