Ejendomstovet.dk bidrog til aftaler for over 12 milliarder kroner i 2019

Danske erhvervsmæglere står bag Ejendomstovet.dk, som i 2019 medvirkede til handler og lejeaftaler for over 12 milliarder kroner.

Over 4.000 salgs- og udlejningssager på Ejendomstorvet blev til aftaler i 2019, hvilket er det højeste antal i portalens historie. Specifikt er næsten 1.700 ejendomme eller grunde til den totale værdi af 11,3 milliarder kroner formidlet via Ejendomstorvet.dk. Dertil kommer 2.400 udlejninger til en samlet årlig leje af 1,08 milliarder kroner. Det skriver portalen i en pressemeddelelse.

– I 2019 havde Ejendomstovet.dk gennemsnitligt over 150.000 besøg hver måned, hvilket er ny rekord. Kendskabet til Ejendomstorvet.dk er konstant stigende, og vi er meget stolte af vores kontinuerlige forbedringer af portalen, siger Mikkel Søby, formand for Ejendomstorvet.dk og indehaver Home Erhverv med 8 erhvervscentre, i meddelelsen.

Ejendomstorvets annoncørbase er vokset markant i 2019 med inkludering af flere større ejendomsejere. I øjeblikket har Ejendomstorvet omkring 9.700 lokaler og ejendomme udbudt til leje eller salg.

– 2020 blev skudt i gang med vores nye app, som gør det lettere at finde aktuelle erhvervslejemål eller investeringsejendomme. Derudover kommer vi med yderligere initiativer i 2020 – der både skal øge antallet af ejendomme på Ejendomstorvet og forbedre brugernes muligheder for at finde relevante ejendomme på Ejendomstorvet.dk, fortsætter Mikkel Søby.

Ejendomstorvet.dk leverer også løbende statistikker over erhvervsejendomme. Eksempelvis står portalen sammen med Dansk Ejendomsmæglerforening og Ejendomsforeningen Danmark bag det kvartårlige Markedsindeks, som nærmest har fået status som de officielle danske tal for tomgang inden for erhvervslokaler.

– Vi har sammen med vores kunder skabt en platform til dem, som søger lokaler til eje og leje. Ejerforholdet betyder, at fokus ligger på ejendomme og ikke personlige profit. Vi driver portalen i fællesskab med vores medlemmer, fordi vi gerne vil styrke vores salg og udlejning til gavn for vores kunder, som ejer ejendommene, slutter Mikkel Søby.