Randers får en ny badesø med både badebroer, sandstrande, en sauna, omklædningsrum, stier og faciliteter til aktiviteter på Nordre Fælled. Illustration: Randers Kommune.
Randers får en ny badesø med både badebroer, sandstrande, en sauna, omklædningsrum, stier og faciliteter til aktiviteter på Nordre Fælled. Illustration: Randers Kommune.

A.P. Møller Fonden er klar med 37 millioner kroner til omdannelsen af det tidligere militærareal på Nordre Fælled i det nordlige Randers. Her har Randers Kommune en ambition om at skabe et område, der skal styrke sammenhængen mellem natur og by i Randers. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Nordre Fælled er en naturperle i Randers, og etableringen af en badesø vil løfte området til nye højder. Det bliver en attraktion, der vil tiltrække folk fra nær og fjern med uanede muligheder for sociale og kulturelle aktiviteter og fællesskaber, udtaler kommunens borgmester Torben Hansen (S) i meddelelsen.

Det forhenværende militære øvelsesområde i den nordlige del af Randers by har gennem de seneste gennemgået en stor forvandling. Lokale borgere har ifølge kommunen ønsket at få skabt rum etablere rum til naturformidling, nye stisystemer, en hundeskov og en multihal ved Langvang Idrætscenter, der grænser op til det i alt 140 hektar store naturområde.

Badesøen bliver kronen på værket, og den vil strække sig over 6 hektar. Foruden søen vil der blive lavet sandstrande, badebroer og omklædningsfaciliteter med sauna. Der bliver også bygget et hus til foreninger med værksted og mulighed for opbevaring af blandt andet kajakker og paddleboards, samt en amfiscene til kulturelle arrangementer, skriver kommunen.

Den samlede pris på udviklingen af området er på 44 millioner kroner, og med bevillingen på 37 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, er finansieringen på plads. De resterende 7 millioner kroner står Randers Kommune klar med.

Badesøen ventes klar til sommeren 2026

Selvom foråret de seneste dage har meldt sin ankomst, og solen i tiltagende grad har taget magten over himlen, er temperaturerne endnu ikke til slikke sol på stranden i bikini eller badebukser. Randrusianerne må da også vente lidt endnu, før de kan hoppe i vandet på Nordre Fælled.

Randers Kommune har gennemført de første forundersøgelser i området, men nu venter yderligere forberedende arbejde, før projektet kan komme i udbud og anlægsarbejdet gå i gang.

Her bliver tale om et større udgravningsarbejde for søen vil få en gennemsnitsdybde på tre meter og være ni meter på de dybeste steder. De første badegæster kan hoppe i søen i sommeren 2026, skriver kommunen.

Randers Kommune bliver ansvarlig for at drive stedet. I den forbindelse er det planen at etablere en socialøkonomisk virksomhed, der kan sælge forplejning til de besøgende. Det vil skabe lokale arbejdspladser, og overskuddet skal bidrage til at finansiere driftsomkostningerne.