Gammelt stadion i Padborg omdannes til rækkehuse. Visualisering: Byggemester Padborg.
Gammelt stadion i Padborg omdannes til rækkehuse. Visualisering: Byggemester Padborg.

Ifølge JyskeVestkysten skal det tidligere Padborg Stadion omdannes til 12 rækkehuse med 31 boliger. Byggemester Padborg er både hovedentreprenør, bygherre og og sammen med Preben Møllegaard Grundtvig investor på projektet.

For nylig var 140 borgere forsamlet til et informationsmøde om boligprojektet på den gamle stadiongrund.

– Jeg havde håbet på, at der kom mange mennesker, men er overrasket over, at der kom så mange, siger Hans-Henrik Hesse, der er direktør for Byggemester Padborg, til JyskeVestkysten.

– Vi håber at kunne gå i gang omkring påske, og vi taler om et byggeri, der nok vil tage mellem 10 og 12 måneder, alt efter hvordan vejret arter sig, siger han videre til avisen.

Ifølge avisen bliver de kommende boliger mellem 80 og 100 kvadratmeter store. Af de 12 rækkehuse, bliver de syv delt i tre boliger, mens de sidste fem bliver delt i to. Boligerne får mellem to og tre værelser.

Der bliver desuden indrettet et grønt fællesareal på den 17.000 kvadratmeter store grund.