Hele Gladsaxe skal have fjernvarme

Gladsaxe skal være CO2-neutral senest i 2050. Som led i den plan skal fjernvarme nu udrulles til alle dele af hovedstadskommunen.

Gladsaxe Kommune har udarbejdet en ny varmeplan, der samler kommunens målsætninger på fjernvarmeområdet og fjernvarmeselskabernes udbygningsplaner i en samlet handleplan for udfasning af olie og gas i bygninger og boliger i Gladsaxe. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Alle mærker energikrisens konsekvenser i denne tid, og især borgere med naturgasfyr går en dyr vinter i møde. Derfor har vi i byrådet skubbet på for at få fjernvarmenettet udbygget så hurtigt som muligt, og vores målsætning er, at både borgere og virksomheder får tilbudt fjernvarme inden 2028, siger borgmester Trine Græse (S) i pressemeddelelsen.

I Gladsaxe Kommune har Gladsaxe Fjernvarme forsyningsområde i den sydlige del af kommunen og Vestforbrænding i den nordlige del.

Byrådet har i 2022 godkendt Gladsaxe Fjernvarmes projektforslag for udbygning af fjernvarmenettet i den resterende del af selskabets forsyningsområde, mens Vestforbrændings projektplaner forventes godkendt tidligt i 2023, oplyser kommunen. Med få undtagelser kan alle i kommunen dermed forvente at have adgang til fjernvarme senest i 2028.

– Udbygningen af fjernvarme er et kæmpe anlægsprojekt, så det kan desværre ikke ske med et snuptag. Det kræver tid at planlægge og udføre, og arbejdet er også afhængigt af arbejdskraft, materialer og trafikken, der fortsat skal kunne glide. Men arbejdet er allerede i gang i den sydlige del af Gladsaxe, og udbygningen fortsætter fra område til område de næste år, siger Barbara Beatrice Davidsen, der er energiplanlægger i Gladsaxe Kommune.

CO2-udledningen skal nedbringes

Et vigtigt element i Gladsaxes varmeplan er også at nedbringe CO2-udledningen. Gladsaxe Kommune har en ambition om at nedbringe CO2-udledningen i kommunen med 70 procent i 2030. Gladsaxe skal være CO2-neutral senest i 2050. Hver bolig, som skifter til fjernvarme, sparer gennemsnitligt klimaet for cirka 4 tons CO2 om året, skriver kommunen.

I december modtager alle boligejere og virksomheder uden fjernvarme et brev fra kommunen om netop deres mulighed for at få fjernvarme. Men allerede nu kan du læse mere om varmeplanen og se udbygningsplanerne for fjernvarmen på her.